14. søndag efter Trinitatis

Prædiken af Thomas Høg Nørager 

Holdt i Stefanskirken den 10. september 2023 

Se teksterne her:  14. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet   

---

Der er en ting som altid har slået mig, når jeg har læst denne passage. At de spedalske nødes til at gå tilbage til deres egne præster og blive tjekket om de stadig er syge, og hvad er det der slår mig her? Jo, at de ikke nødes til at konvertere; der står intet om at nu skal de afsværge deres gamle tro, og fra nu af kalde sig kristne og sværge en ny religion evigt troskab. De får faktisk bud om at vende hjem til det de kom fra. 

Dog ikke tomhændede. Thi en ny forståelse er givet dem. At kærlighed og menneskeværd; tilgivelse og nåde ikke kender til hverken religiøs eller menneskelig begrænsning, men omfatter den højeste som den laveste.

For at tydeliggøre den påstand kunne man fra et nutidigt kirkeligt perspektiv også sige. Guds kærlighed, dvs. dit menneskeværd, er ikke betinget af om du kalder dig kristen – eller bekender dig til kristendommen. Guds kærlighed, dit menneskeværd, kommer af myten og fortællingen om, at Gud har skabt dig.

Men Gud har mytisk-poetisk forstået skabt alt – derfor er det ikke kun dig og din gruppe – men enhver skabelse – alt levende der er Guds kærlighed og givet et livs-værd.  

Men så kommer det ydermere interessante fra et nutidigt kirkeligt perspektiv, og her vil jeg citere den verdens anerkendte teolog og filosof K.E Løgstrup:

”Det er en kristelig påstand, at tanken om skabelse ikke er en særlig kristen tanke”

Hvad betyder det? - Det er en kristelig påstand, at tanken om skabelse ikke er en særlig kristen tanke.

Kunne det betyde noget i retning af, at kristendommen – den kristne forkyndelse og den kristne grundfortælling – ikke er ude på at gøre os til kristne, men er ude på at gøre os til mennesker. 

At kristendommen – den kristne forkyndelse og den kristne grundfortælling – ikke er ude på at gøre os til medlemmer af en klub af fromme, frelse og rene. Men er ude på at vi alle smider klubvesten og træder ud i det verdensomspændende fællesskab af alt levende.

Ikke et fællesskab der siger: jeg er kristen og det er du ikke; eller du er jøde og eller er ateist og det er jeg ikke. Men et fællesskab der siger: jeg er levende og det er du også – og vi er en del af alt levende.  

I 1971 skrev den store århusteolog Johannes Sløk en interessant kronik under overskriften, ’man gjorde et ord fortræd’.

Og det ord han mener vi har gjort fortræd er ordet kristen og dets beslægtede kristelig. Ordet Kristen har undergået en forfærdelig udvikling. Hvor det engang betød et. Betyder det nu noget andet. Man har besvangret ordet med betydninger det slet ikke havde i sin oprindelse. Og ordet kristen er nu faktisk ikke til at kende igen.

Som Sløk skriver: da ordet kristen kom til verden, stod det for noget bestemt. En opfattelse, en antagelse en tro, og det blev knyttet sammen med en måde at være til på, et handlingsmønster, en holdning over for andre mennesker, en betragtning af livet og døden. Ordet kristen var på den tid ladet op med et stærkt indhold af både humanisme og humanitet. 

For man skal forstå, skriver Sløk endvidere, at ordet ’kristen’ blev sat ind i en utrolig barsk og brutal verden. Det var en verden hvor mennesker var hinandens ulve, hvor det var en selvfølge man holdt slaver, og hvor det var en dumhed at betragte slaver som mennesker; det var tværtimod god tone at mishandle dem, piske dem og slå dem ihjel. 

Det var en verden, hvor den der ikke kunne vinde, var fortabt, hvor fattige naturligvis måtte sulte, (eller kun var et middel for de rige hoverende almisser), den værgeløse måtte gå til grunde, arbejderen slide for at de få kunne leve i ufattelig luksus. 

Og det var en verden, hvor mennesket ikke var et menneske. Nogle var romere og havde borgerret og besad deraf agtelse og værdighed. Andre var ikke-romere og de var i grunden ikke mennesker; de var en slags dyriske væsener, man måtte holde nede.

I denne verden betød ordet kristen noget dybt humant; det antydede at den fattige ikke var en man gik forbi, men som man hjalp, at lidelser hos andre var noget man skulle dulme, at foragtede mennesker i hvert fald kunne finde et sted, hvor man ikke tog hensyn til foragten, at folk der forsyndede sig ikke skulle udstødes men tilgives. 

Ordet ’kristen’ betød at man tog det alvorligt med sin egen moral, men ikke moraliserede på andres vegne. At man dømte sig selv hårdt, men den anden mildt.

Og ordet kristen stod for den humanistiske opfattelse at et menneske var et menneske. Hvad man ellers var, kunne være mindre væsentligt; om man var slave eller fri, romer eller barbar, fornem eller foragtet, det veg alt sammen pladsen for det faktum at man var menneske, en for hvem Kristus også var død. Kristen var et godt ord, så længe det holdt sig til sin oprindelige betydning.

Men skriver Sløk, ordet Kristen, er, som tiderne gik, blevet bortført voldtaget, og lukket inde på bordel, så det skiftede betydning. 

Kristen gik hen og blev et stolt og hovmodigt og magtbegærligt ord. Med ordet kristen legitimerede man krige ødelæggelser, jødeforfølgelser, tortur og henrettelser, man legitimerede ophobning af rigdomme, selvglæde og magt over andre. Udviklingen forløb hurtigt. Blot få århundreder efter at ordet kristen var blevet født, var det ikke til at kende igen. 

Og sådan er det gået fra århundreder til århundreder, skriver Sløk og skriver så ind i dagens situation, som så altså er 1971 – men når jeg har taget denne kronik med i dag, er det selvfølgelig fordi jeg finder at de ting Sløk opregner i 1971, også kan spejle vores tid anno 2023.

Sløk skriver: Når fx en gruppe mennesker markerer sig til forskel fra andre gennem ordet kristen – unge kristne, kristeligt folkeparti, kristelig lytter og fjernseer forening – da skal man sætte vagtposterne ud. Her har ordet kristen fået klang af aggression; ganske vist hyldet i lader af ydmyghed som en snerpet tante.

Hvor ordet kristen altså i sin oprindelse betød ligeværd – menneskeligt ligeværd – bruges det nu til at hævde sin merværdi og sin moralske overlegenhed.

Og her kan man jo blot tænke på hvordan vestlige politikere ofte prøver at hævde moralsk overlegenhed ved at kalde sig kristne eller hævde sin vestlige kultur som kristen. Sløk og Løgstrup ville være uenige.

Og måske både Løgstrup og Sløk har læst det evangelium om de 10 spedalske vi også har læst i dag 

At de 10 spedalske ikke nødes til at konvertere; der står intet om at nu skal de afsværge deres gamle tro, og fra nu af kalde sig kristne og sværge en ny religion evigt troskab. De får faktisk bud om at vende hjem til det de kom fra. 

Dog ikke tomhændede. Thi en ny forståelse er givet dem. At kærlighed og menneskeværd; tilgivelse og nåde ikke kender til hverken religiøs eller menneskelig begrænsning, men omfatter den højeste som den laveste.

Dog ikke tomhændede. Thi en ny forståelse er givet dem – ligesom den nu er givet os -  At kærlighed og menneskeværd; tilgivelse og nåde ikke kender til hverken religiøs eller menneskelig begrænsning, men omfatter den højeste som den laveste.

Og nu forstår vi bedre citatet af K.E Løgstrup, at: ”Det er en kristelig påstand, at tanken om skabelse ikke er en særlig kristen tanke”

Ja, dette er kristendommens paradoksale evangelium, at den ikke beder om dig om iføre dig en klubvest hvorpå der står kristen. Men beder dig i grunden om at lægge klubvesten hvor du fandt den og så nøjes med at være menneske blandt menneske som en del af alt levende – smukt nok, tænker jeg 

– og kirken er til gengæld et godt sted både at blive mindet om og sige tak for den oplysning.