02/07/2024 0 Kommentarer
Første gang - men ikke sidste!
Første gang - men ikke sidste!
# Stefanskirkens ansigter
Første gang - men ikke sidste!
Stefanskirken synger. Rigtig meget endda. Til gudstjenester, bryllupper, begravelser og barnedåb. TIl babysalmesang og mens vi vasker gulv og støvsuger. Og en gang om måneden åbner kirken dørene for alle, der har lyst til at synge lige netop den årstids eller højtids sange og salmer fra højskolesangbogen. Her kommer folk i alle aldre for at synge fællessang. Ved januar måneds ”Syng med – nytårets sange” var Laura Kruse-Blinkenberg en af de godt 100 glade deltagere. Læs mere om hende her:
Bliver en af samfundets læger
Laura Kruse-Blinkenberg er 23 år og bor i København. Hun er i gang med 5. semester på Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Når man læser Medicin, bliver man læge. Som læge tager man sig af enkeltpatienter. Men når man læser Folkesundhedsvidenskab er det ikke enkeltpatienter, men samfundet, man kigger på, bl.a. for at skabe overordnede sundhedsindsatser og for at arbejde med at skabe lighed inden for sundhedsvæsnet.
Efter gymnasiet og før universitetet var Laura et halvt år på Silkeborg Højskole, hvor hun har på højskolens friluftslinje.
Laura er født på Nørrebro og har egentlig altid fulgt med i, hvad det skete i Stefanskirken, selvom hun ikke længere bor i nærheden. Men indtil begyndelsen af 2020 havde hun aldrig været inde i kirken.
”Jeg har tænkt på det mange gange. Men det er først i dag, jeg har været i kirken for at synge sammen med andre,” forklarer Laura Kruse-Blinkenberg på vej ud af kirken efter halvanden times fællessang.
Dejligt med højskolestemning en onsdag i januar
Laura fulgtes med en højskoleveninde, som lige havde været til eksamen samme dag. Selv skulle hun til eksamen den følgende dag.
”Det har været dejligt at genfinde højskolestemningen en almindelig onsdag i januar. Og dejligt at være i et rum uden præstation, når man ellers har travlt med eksamensforberedelse! Derudover har jeg nydt det fællesskab, man får, når man synger sammen, og som jeg kender fra højskolen,” fortæller Laura.
Selv om det var Lauras første gang i Stefanskirken, følte hun sig ikke på udebane.
”Det føltes som en aften på højskolen. Og jeg kunne rigtig godt lide konceptet med, at man kunne ønske sange. Jeg ønskede ikke selv nogen, men min veninde ønskede flere.”
”Det var rigtig dejligt at høre folks historier om, hvorfor de havde ønsket en bestemt sang. Men det var også rart, at det er frivilligt, om man vil fortælle noget eller ej. Det er jo ikke altid, man har lyst til at stille sig op,” siger Laura.
Næste gang er vi flere
Det var Lauras første gang i Stefanskirken, men ikke sidste.
”Det er rart at komme i en kirke, der har plads til forskellighed og rart, at kirken bruges så meget.”
”Så jeg kommer helt sikkert igen. Thomas var god til at styre aftenen og langt fra mit billede af en klassisk præst. Og i det hele taget var der en rigtig god stemning. Når jeg kommer næste gang, har jeg endnu flere med fra højskolen!” slutter Laura Kruse-Blinkenberg.
Syng med!
En onsdag om måneden i vinterhalvåret og lidt sjældnere resten af året byder Stefanskirken indenfor kl. 17.00-1830 til fællessang fra højskolesangbogen akkompagneret af kirkens dygtige organist, Kevin.
Undervejs i løbet af arrangementet kan man ønske fællessange: Man skriver nummeret på den sang, man gerne vil synge, på et stykke papir og lægger i en kurv i kirken. Hvis man gerne vil fortælle, hvorfor man gerne vil synge neto den sang, kan man også skrive sit navn på sedlen.
Desuden byder kirken på kaffe, te og en småkage, så deltagerne får fyldt lidt på batterierne efter en lang dag.
Kommentarer