Prædiken 6. søndag efter trinitatis 2020 ved Pernille Østrem

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Amen

Der en stemning af permanent krisetid, når Jesus åbner munden i evangelierne, tiden er inde, Guds rige er nær, Alvor, tak! Men alligevel sker det fra tid til anden at Jesus rykker ud med højt humør. I dag er det med budskabet om, at ”for Gud er alting muligt”. Den ufattelige oplysning visualiserer Jesus med vilde overdrivelser og vittige billeder. Vi må forestille os, at han med glimt i øjet uden at ryste på hånden fremmaler billedet af kamelen, der er på vej igennem et nåleøje med Roald Alsk præcision.

Jeg tillader mig at hævde at mange af tilhørerne den dag har trukket på smilebåndet eller grinet højt ved tanken. Som en karikaturtegning for ens indre øje. Og andre gange lader Jesus troen flytte bjerge med nogle ordentlige BRAG, og han river store morbærtræer op med rode for at plante dem i havet. PLASK. Og hvad med en jomfru, der føder en søn? Jo alt er muligt for Gud. Når Jesus leger med mulighederne, er det både humoren og alvoren, der bærer budskabet.

Vi ser i et glimt, hvor anderledes Guds rige er. Det afstedkommer forvandlinger, som vi selv i vores vildeste fantasi har svært ved at forestille os og i hvert fald godt ved, at VI ikke kan præstere. Og vi kan også lige minde hinanden, om at Jesus jo stod på en støvet sti for knap 2000 år siden, da han med sine ord malede disse muligheder, altså at de da de blev sagt for første gang, blev sagt i en tid før special effects og tegnefilm og animation. Så billedernes forvandlende kraft har måske helt umiddelbart virket endnu stærkere dengang.

Men i dagens evangelium kommer en ung mand forbi, som ikke i hvert fald den dag ikke lader sig forvandle. Han har sit på det tørre. Velhavende, så han kan give almisser. Han er i stand til at overholde alle buddene, at vise sine forældre respekt, elske sin næste, ikke bolle udenom, han har heller ikke myrdet nogen og regner ikke med at få behov for at gøre det. Han er også tegnet noget karikeret op, tegnet som en idealistisk moralist.

Eller måske tegner han sig selv: ”Se mig: Alt det har jeg allerede gjort. Er jeg ikke dygtig?” Den perfekte uangribelige type, som alligevel har brug for bekræftelse for, at han har gjort det rigtige. Det er næsten noget overfladisk.

Og da de uhyrlige adgangskrav, som Jesus stiller op, rammer ham – krakelerer overfladen, han kommer i krise. Det han længes efter – at vide sig sikker på det evige liv – frastøder ham nu samtidig også. Og han driver ind i det, vi kunne kalde melankoli eller bedrøvelse. Og disciplene bliver forfærdede, de bliver også ramt på og bekymrede for deres jeg. Jamen så kan INGEN jo få evigt liv – altså så heller ikke mig.

Og lad mig lige indskyde, at vi gerne må forestille os, at Jesus her stadig har et glimt i øjet og et smil på læben, da han siger ”sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige” – at netop fordi manden er så rig og ikke vil give den rigdom fra sig, er det lige det Jesus siger, han skal. Uanset hvem der var kommet, var det menneske blevet stillet over for en umulig opgave. Måske hvis manden havde haft tid til at se op fra sig selv, havde han set det…

Historien kaster lys over, hvad der sker, når vi hæfter os ved nøgleordet ”JEG”. Hvad skal jeg gøre? Jamen, det har jeg gjort. Jvad mangler jeg? Han er sit eget livs hovedperson, og vi kan måske forestille os, at uroen kommer snigende, da Jesus lancerer fire andre hovedpersoner i hans liv, som i stigende grad gør krav på hans opmærksomhed. Din far og din mor. Din næste. De fattige. Og endelig: Jesus: ”Følg mig”. De fire hovedpersoner kan man anskue som fire stadier på vej væk fra jegets kredsen om sig selv til jegets fællesskab med andre. Vi skal ikke udradere os selv, men skue andre steder hen end på vores egen navle, blive det modsatte af indadkrogede.

Og længslen efter det evige liv kræver ikke, at vi ser mod fjerne kyster eller ud i horisonten eller dybt i os selv eller ind i evigheden for den sags skyld. Vore nærmeste, vor næste, de fattige, deres liv er vores evige liv. Hver eneste en af dem har evig betydning. Vi får tilbudt sammen at leve livet renset fra eksamenslignende tjenester.

Spørgsmålet er ikke, hvad skal JEG gøre, eller hvad skal jeg GØRE, men i stedet hvordan kan vi tage imod hinanden som dagligt brød, hvordan kan vi være noget for hinanden.

Og så en digression: ”Jesus spiste ikke is med navne, der krænkede andre mennesker” står der på et banner foran Stefanskirken. Banneret skal læses med et glimt i øjet, hvis man ikke skal stirre sig blind på bogstaverne.

I USA har man en tradition for at hænge slogans med sorte bogstaver på en hvid lystavle op foran kirkerne. Hvis man har kørt rundt i landet, har man sikkert set det, ”Bekend dine synder” ”Jesus elsker dig” og sådan noget. Men nogle steder har man også kunnet læse skilte med en hadefuld retorik – ”Bøsser dør i helvede” ”AIDS er Guds straf” og lignende. Som en reaktion på det er der opstået en tradition i mere liberale kirkekredse for at sætte slogans op, som sådan set var alvorlige nok, men som også havde et glimt i øjet. Fx Jesus had two dads, and he turned out alright”.

Og den tradition har Stefanskirken også efterfulgt i mange år. Da en præst fra i det nordjyske for år tilbage i første omgang ikke ville begrave en lesbisk kvinde, kom banneret ”Her begraver vi selv dumme præster fra Aalborg” op, og tilbage i 90erne stod der i forbindelse med Irakkrigen ”Giv Bush den sidste olie”. Igennem årene har bannerne været udskældte og elskede – og traditionelt altid haft et glimt i øjet.

Det forsøgte vi os også med fredag, ”Jesus spiste ikke is, med navne der krænkede andre mennesker”, som en kommentar til den megen skråsikkerhed, man møder i den debat og også andre debatter. Og selvfølgelig fordi det det modsatte standpunkt ville være absurd: ”Jesus spiste is med navne, der krænkede andre mennesker” – ligesom de fleste valgslogans også vendt om altid vil være absurde ”færre ungdomsboliger nu”. Osv.

Det betyder ikke, at vi kan gå i kirke og få at vide, hvilken is det er i orden at spise, eller hvad vi skal kalde den. Og Jesus spiste jo ret sikkert slet ikke is, som mange heldigvis har bemærket. Men det som vi bliver mødt af igen og igen, når vi går i kirke er, at Jesus uafvendeligt stod på de krænkedes side. De der I SANDHED fik krænket deres menneskeværd, de blev af Jesus mødt, set i øjnene, anerkendt. For krænkerne var det den største krænkelse, og for det blev han slået ihjel.

Og samtidig med det, talte Jesus hårdt til – krænkede han – samtidig AL slags selvretfærdighed han mødte. Nogle gange skete det i et og samme møde.

Derfor talte han også hårdt og ærligt til den unge mand i dagens tekst, som kommer helt naiv og selvretfærdig og hungrende efter bekræftelse. Den unge mand man går nedbøjet bort. Men alt er muligt for Gud. Det betyder forvandling, virkeligheden vendt på hovedet, kamelen kommer gennem nåleøjet, den rige unge mand vender tilbage, det utrolige sker. Ikke fordi han bliver mere værdig, for Gud er ikke talentspejder. Men fordi alt er muligt for Gud, det aner vi selv i det mindste – i muligheder vi ikke havde drømt om, der pludselig åbner sig, i lange hverdage uden kiv og strid, når vi opdager at bitterheden at forduftet. Troens øjne opdager, at der bor en kærlighed i alle. Takket være Gud. Amen.