Den prædiken er holdt første søndag efter helligtrekonger 2020 i Stefanskirken af sognepræst Pernille Østrem.

Dagens tekst er fra Matthæusevangeliet kapitel 2, vers 1-12.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Amen.

Prædiken:

Mange har sikkert stiftet bekendtskab med julekrybben i deres liv. Måske i eget hjem eller i en kirke, måske den der står ovre ved Mormortemplet en kilometers penge herfra, på Peterspladsen i Rom. Når man spørger hvad der skal være en julekrybbe, siger børnene på Rådmandsgade skole, når de kommer til juleafslutning her i kirken: Selvfølgelig Jesusbarnet, Maria, Josef, hyrderne, engle, og de hellige trekonger, som ikke hedder ”Kasper, Jesper og Jonatan”, som præsten ellers hvert år kommer til at sige. Næh, Kasper, Melchior og Baltazar. RÅBER de med frydefuld forargelse over præstens fejlbarlighed.

I middelalderens julekrybbe så man ikke sjældent ud over de kendte figurer også endnu en karakter: Den sorte skikkelse. Skikkelsen stod lidt ude til siden, væk fra barnet og familien og de vise mænd, tilbagetrukket fra den oplyste begivenhed.

Den sorte skikkelse skulle erindre om, at julens mirakel, at Gud bliver født som menneske, ikke bare var en lys og glad begivenhed. Skikkelsen pegede både bagud i tid fra Jesu fødsel helt tilbage til skabelsen, på slangen i paradis, og fremad mod hvad der var i vente for Jesus, Judas – forræderen, langfredags smerte og død.

Skikkelsen symboliserede at der er ondskab og mørke verden, også julenat. Og nærliggende er det også at tænke på Herodes som personificeret i denne figur. Han stræber det lille Jesusbarn efter livet, allerede før barnet er trådt ind i historien som handlende figur. Blot rygtet og profetien om et nyfødt hjælpeløst barn får ham til at sætte en nådesløs og djævelsk plan i værk. Herodes’ morderiske plan truer med at knuse barnet og dets fremtid, og skønt planen ikke lykkes, spreder han ikke desto mindre sorg og lemlæstelse blandt familierne i Bethlehem og omegn. Denne voldshandling gør ham med lethed værdig til at spille rollen som den sorte skikkelse i julekrybben.

En af mine præstekolleger i det nordjydske fik engang den ide at involvere hele landsbysamfundet i opbygningen af en julekrybbe i fuld størrelse. Hele byen tømrede og syede, malede og bastede krybberum, dyr og menneske-figurer. Kun ét insisterede præsten på: At der i julekrybben også skulle være ”den sorte skikkelse”. Krybbebyggerne forstod jo sagtens symbolikken og meningen med at den sorte skikkelse stod på lur bag æsler og geder.

Figuren fik plads i udkanten af krybben, og der stod den hver jul fra første søndag i advent til helligtrekonger og markerede, at julen ikke bare var en sød og børnevenlig fest. Men at vores frelser blev født som funktionel hjemløs og fra sit første åndedræt var et flygtningebarn, hvis forældre måtte tage ham med på flugt for at redde hans liv.

Siden rejste præsten til en anden by, og hans efterkommer i embedet kunne senere fortælle ham, at da julekrybben blev pakket ud det første år, efter at den gamle præst var rejst, da var den sorte skikkelse simpelthen væk.

Og den blev aldrig set siden. Nogen havde måske særlig svært ved at noget skulle kaste skygge over julens glæde.

Hvad enten man nu synes om den sorte skikkelse i sin julekrybben eller ej, og hvad man nu end forbinder den med af mørke og ondskab, så er det i hvert fald sådan, at Herodes må med i fortællingen om Jesu fødsel. For den sorte skikkelse skygger ikke for begivenheden, tværtimod, den sorte skikkelse er med til at gøre give os det fulde billede af, hvad der skete julenat.

For barnets fødsel markerer ganske vist håbet om og troen på fred, sådan som engle sang det. Men det markerer også en kamp for det håb og en kamp for den tro, at alle mennesker er omfattet af den fred. Ikke kun de få, ikke kun de udvalgte. Men at fred og frihed er for hele folket.

Det er det Jesus kommer til at gå i døden for – alle menneskers frelse, som er det gode gamle danske ord vi bruger: Frelse: Fred eller frihed til halsen. At ingen skal få skåret halsen over, ingen skal være forfulgte. Intet mindre – så højt er barren sat i det kristne julebudskab.

Og de tre vise mænd, de hellige trekonger er en del af det budskab.

Det fejrer vi i dag. I morgen bærer vi julepynten ud. Men i dag fejrer vi endnu jul. Mine bedsteforældre havde den tradition, at helligtrekongers aften samledes vi omkring juletræet i min mormor og morfars stue og tændte de levende lys på træet. Alt lys i huset blev slukket og alle sad på stole og gulv omkring træet.

Så valgte man sig et lys, som man troede ville brænde længst, og det lys holdt man vagt ved. Et efter et blussede et lys op en sidste gang for at opgive ånden, og det blev mørkere og mørkere, men også mere og højtideligt og rørende. Til slut brændte det sidste lys ud og vi sad lidt i mørket.

Så tændte vi helligtrekongerslysestagen med tre lys og vi sang om de hellige trekonger og ledestjernen, som skal lyse for vor fod, sådan som stjernen lyste for de tre vise mænd fra østerland, så de fandt Jesu fødested og kunne være vidner til juleevangeliet.

Husk på, at da Herodes fik nys om Jesu fødsel kom han at til at frygte så meget for sin magt og sit herredømme, at han straks planlagde at slå barnet ihjel. Et sådan mørke er svært for os at forstå. Men han kaldte de tre vise mænd til sig og sagde med falskhed i hjertet: Når I nu har fundet ud af, hvor barnet er, så kom endelig til mig og fortæl det, for så vil jeg også komme og tilbede det.

Men de tre vise mænd havde ikke bare forstand på stjerner og på at finde vej ved hjælp af dem, de havde også sans for at læse folks inderste og vidste i deres egne hjerter, hvad der var sandt og hvad der var falsk, og hvilken vej der er den rette. Så da de havde besøgt Jesus, besluttede de i deres hjerter at tage en anden vej. En der gik bort fra Herodes mørke og ondskab, en vej der var fuldt af tro og håb om fred. En vej der ganske vist i tid og rum bevægede sig bort fra det lille barn i krybben, men i ånd og sandhed stadig fulgte vor frelser Jesu Kristi julebudskab om fred og frihed til alle mennesker. Amen.