Denne prædiken er holdt i Stefanskirken 1. søndag efter helligtrekonger i 2020 af sognepræst Thomas Høg Nørager

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. (Markusevangeliet 10, 13-16)

For godt 50 år siden udkom 5 børnebøger der vendte om og ned på alting Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe og Halfdan Rasmussens Halfdans ABC.

Det markerede et nybrud i dansk børnelitteratur. Bøgerne pegede alle på en respekt for børn som kompetente individer og rigtige mennesker, blandet med en beundring og anerkendelse af børns måde at opleve og være i verden på.

Før var danske børnebøger befolket af børnevoksne, der løste kriminalgåder, sagde ’De’ til fremmede og søgte hjælp hos familiens patriark, når tingene blev svære. Men fra nu af blev danske børnebøger fyldt med en anden type børn. Det var frække møgunger, der boede i hønsehuse og fangede flotte friske fiskefrikadeller, når de var sultne. Tit var de forældreløse, men de kunne klare sig selv, hvis bare de fik hjælp af et magisk tryllevæsen med kun én tå. Nogle gange stjal de mælk og var onde.

Det vil sige; børnebøger gik fra at beskrive hvordan børn burde være; til at beskrive hvordan børn var og er og tænker og fantaserer.

Den største for mig blev Ole Lund Kirkegård. Med Gummui-tarzan og Frode og alle de andre rødder. I hans univers fandt jeg mig hjemme. Hvad jeg ikke altid gjorde derhjemme.

Som for eksempel i historien om den dag læreren blev vred, da Lille Virgil sagde, at hans ven Oskar havde fundet en drage.

»Sikke noget vrøvl sagde læreren, Drager eksisterer ikke.

Nej, sagde lille Virgil. Men den gjorde noget nede ved møllen.

Nu tier I stille, sagde den rødhårede lærer og så meget vred ud. Oskar skal sidde efter i dag fordi han ikke passer sin faste skolegang. Det er nedbrydende for moralen at udeblive fra undervisningen. Jeg vil ikke høre mere vrøvl om drager.«

Da drengene så faktisk tager den lille og tilsyneladende ufarlige tohovedede drage med i skole for at vise den frem, så hopper læreren ud af vinduet og gemmer sig bag en hæk. Han kan ikke forholde sig til noget, der ikke kan forklares.

Her er to verdner sat op; barnets verden over for de stive reglers verden. Og det er ikke blevet mindre aktuelt.

I 1978 sagde Ole Lund Kirkegaard: der er folk der vil forkaste fantasiens værdi. Dog lever vi mere ens halvdelen af vores tilværelse i fantasien”.

I dag er det tragisk blevet vigtigere for skolen at målrette børn til de nationale test end det er at give gode rammer for den fantasi og selvstændighed som ellers og højest paradoksalt er det livet og samfundet efterspørger når vi forlader skolen.

For vi har brug for fantasi, for vi har brug for at nytænke de måder vi lever på. I vores tid er der ingen tvivl om at klimaspørgsmålet skal finde nye besvarelser.

Og jeg tror ikke jeg siger for meget hvis jeg siger at det synes som om at den voksne verden står i stampe. Og at paratheden til at tænke anderledes til at leve anderledes kommer fra børnenes verden. At det i højere grad er de voksne der har brug for barnets blik på verden, end det er barnet der har brug for de voksnes blik på verden. Og er det, den sandhed der foregribes i den berømte tekst vi i dag har hørt.

Den tekst som jeg har læst fra prædikestolen er en ikonisk tekst fordi den lyder hver gang vi fejrer dåb. Det er en af dåbsritualets tekster. Så det er af de mest læste og hørte tekster.

Men ofte hører vi som talen til børn og vi voksne tænker måske mest af alt at det er sødt og dejligt men ikke så meget henvendt til os som til barnet.

Lad de små komme til mig det må I ikke hindre dem i, Thi Guds rige er deres. Og hvis vi bruger vores fantasi, så ser vi billedet for os. De lidt sure disciple, der gerne vil have ro i lejren og prøver at genne de larmende børn væk. Og den milde Jesus som den søde rare hygge onkel, der lader børnene lege harmoniks omkring sig. Og fuglene synger. Kan de blive meget sødere. Og så er det en sød tekst til en barnedåb.

Man kan også se figurerne som optræder i fortællingen som symboler, altså som noget som repræsenterer noget andet.

Blandt den nye opvoksende genrationer er der opstået et nyt udtryk. Ok, boomer, lyder det. Og det kræver en forklaring. Boomer refererer til genrationerne født mellem 1946 og 1964 rundt regnet. De tilhører det store babyboom – som blev født med alle muligheder på lommen. Men i stedet lider vores verden nu under boomer generationernes ansvarsløshed.

Overfor boomerne har vi ‘Millennial generationen’, som er folk født mellem 1981 og 1996 og ‘Generation Z’, som er dem, der er født mellem 1997 og 2012 – der sammen har fået nok af boomerne. Gretha Thunberg er måske den mest berømte frontfigur for Generation Z.

Og hvornår præcis udtrykket opstod hersker der tvivl om, men det når den gamle verdens privilegerede politikere prøver at forklare unge mennesker hvorfor man ikke politiske kan gøre noget ved plasticproblemet, ved kødproduktionen og ved brugen af olie og kul, fordi ellers vil økonomien gå neden om og hjem, så er de unges svar blevet til en kort og ironiks og affærdigende kommentar:

Ok boomer, lyder de unges svar. For de gider ikke høre mere op den gamle verdens dødssyge forklaringer om hvorfor man ikke kan tænke nyt.

Et ikonisk øjeblik opstod for nyligt den 25-årige millennial og newzealandske politiker, Chlöe Swarbrick, brugte udtrykket i New Zealands parlament. Hun holdt en tale om klimapolitik, og mens hun talte om tidligere generationers farlige passivitet og de deraf følgende konsekvenser for sin egen og kommende generationer, blev hun afbrudt af et ældre parlamentsmedlem. Hendes reaktion var blot de magiske ord: “OK boomer”, og så fortsatte hun sin tale…

Hvis vi så igen skulle vende tilbage til den tekst som vi før hørte læst op kunne man sige:

At disciplene symboliserer den gamle verden – boomerne – som er så lullet ind i sine vaner og mønstre – at enhver forstyrrelse anses som et overgreb … gå væk børn, gå væk Gretha Thunberg, gå væk fredagspjækkende klimatosser og vegetarfreaks …

Og børnene, de symboliserer, de nye genrationernes, friske blik, på verden, opgør og oprør overfor gamle vaner og mønstre... de repræsentere fantasien, troen på fremtiden…

Og så er det Jesus siger: Lad de små børn komme til mig. I den kristne tradition er Jesus symbolet på mange ting; på kærligheden; tilgivelsen men også på sandheden.

Og nu bliver det interessant. For måske handler denne ikoniske dåbstekst om måden vi i det hele taget tænker sandhed på. Så har vi situationen.

For sandhed tænker vi ofte som noget vi skal vende tilbage til. Som noget vi kan læne os op af. Så vi sender vores børn i skole for at de kan lære det som den voksne verden mener er sandt.

Men sandhed kan også tænkes anderledes; og hvis vi bliver i billedet, så anslår kristendommen altså en anden måde at tænke sandhed på.

Lad de små børn komme til mig siger sandheden; og anslår således den anskuelse at sandhed ikke er noget der ligger fast engang for alle, men sandheden er noget der kan og skal udfordres.  

At sandhed ikke er noget der var og som skal terpes; men som er noget som bliver til og er noget som vi skal lære sammen. Og vi må med nye genrationer finde nye svar.

Om vi taler religion, om vi taler politik, om vi taler takt og tone. Lad de små børn komme til…

Men det kræver tro og det kræver fantasi – ja, det kræver at vi ikke hopper ud af vinduet når Oscar og lille Virgil tager en to-hovedet drage med i skole. Amen.