Sognepræst Thomas Høg Nøragers prædiken Påskedag.

"Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det."

Det er morgen, meget tidlig morgen. Maria Magdalene er ulykkelig. Det er ikke andet end halvandet døgn siden, de så deres ven, lærermester være kylet på jorden, efter at han var blevet hængt og tortureret på et kors.

Hvad mon de tænkte som de gik der bærende på deres vellugtende salver på vej ud for at gøre liget i stand som det var skik at gøre? Om lidt så tvinges de til at stoppe op og træffe afgørelse, var han Guds søn eller blot en bedrager. Maria Magdalene gik forrest. Hun så lige ud.

”Heller ikke jeg fordømmer dig” havde han sagt. Det var dengang alle mændene fra byen, alle de såkaldt hellige og rettroende, havde dannet ring om hende og havde presset hende op mod en mur. Hun havde altid haft nemt til kærlighed og vidste ikke rigtig hvorfor hun skulle skamme sig over det. Men det forstod de fine herrer i byen nok at fortælle hende. Grebet i ægteskabsbrud sagde de. Selvom hun ikke var gift. Men de bestemte jo hvordan de hellige skrifter skulle fortolkes, så hun havde jo alligevel godt vidst at den var gal. Og der stod hun, og hun var presset op mod en mur og mændene havde taget både skarpe og tunge sten i begge hænder, parate til at gøre det af med hende. Den dag var tårerne trillet ned af kinderne på hende.

Og så var han kommet gående, lige forbi, ham de kaldte Jesus af Nazaret. Hun havde hørt om ham, hvordan han talte om Gud, så de hellige mænd blev sure, men både de syge og de fattige fik livet tilbage i øjnene når de havde hørt ham. De rettroende mænd kunne ikke dy sig, de bad om hans mening. Maria Magdalene havde holdt vejret.

”Den er jer der er uden synd kan kaste den første sten”, havde han sagt, og der var blevet helt stille. En efter en havde ladet stenene dumpe ned på jorden igen, og en efter en havde de lusket bort, heller ikke jeg fordømmer dig han havde han sagt. Tårerne var holdt med at trille. Hun havde fulgt ham lige siden, sammen med alle de andre skæve eksistenser.

Til sidst var det blevet for meget for de hellige og de rettroende, de var blevet bange, de piskede en stemning op, kaldte ham en løgner, men han havde jo aldrig sagt at han ville indføre et gudsrige med vold og magt, det var kun noget nogen havde håbet, ”slår nogen dig på den ene kind, så vend den anden kind til” havde han sagt, ”du skal elske dine fjender” havde han sagt, ”tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør”, havde han sagt, imens han stadig hang på korset. ”I nat skal du være med mig i paradis”, havde han sagt til forbryderen der var klynget ved hans side.

De var tæt på graven nu, man kunne se de var nervøse, mon vi overhovedet kan vælte stenen der er sat for, Maria Magdalene kiggede derhen. Hun var ikke sikker på, hvad det var hun så. Hun gik tættere på, men alting var så uvirkeligt men alligevel var det som om hun havde vidst det hele tiden. Stenen var væltet, graven var tom. Over dem var solen stået op og fuglene sang.

For bag mørket er der altid et lys, bag håbløsheden, altid et håb, bag stilheden altid et ord.  Glædelig påske.