Talen til årets konfirmander v/ Thomas Høg Nørager Holdt i Stefanskirken den 23. august 2020

Den 11. søndag efter Trinitatis over Romerbrevet 10,4-13

Kære konfirmander.

Om en uge er det et år siden I troppede op her første gang som Stefanskirken nye konfirmander. Et år der har strakt sig flere størrelser pga. Coronaen. Man glemmer næsten at der var noget før Coronaen. Men det var der. For 11 mdr. og 4 dage siden var vi på udflugt til den jødiske synagoge i Krystalgade inde ved Rundetårn. Kan I huske det?

Hvordan vi bliv vist rundt af en sød dame. Hvordan alle drengene skulle have kalot på hovedet. Mens pigerne de slap. Og vi talte om, at skulle man forstå kristendommen, så er man nødt til at forstå jødedommen, fordi ham som kristendommen handler om, nemlig Jesus Kristus, han var jøde og kom fra en den jødiske kultur.

Og det talte vi om, fordi det er jo ikke bare Jesus der har en historie; det har vi jo alle sammen. Vi har alle sammen noget med i bagagen. Derfor var det også helt vildt hyggeligt, at invitere jeres bedsteforældre til juice og croissant ovre i vores sognehus Karmel, så vi kunne høre hvordan alt det med at blive konfirmeret foregik i gamle dage.

I mødte Marie-Louise som var præst her i de tre måneder det tog Pernille at skrive en bog. Og Marie- Louise fik jer sat sammen med nogen der hedder MindU, som virkelig fik sat nogle tanker i gang, om alle de ting man går og tænker på når man er 13-14 år gammel.

Og vi besøgte et herberg i Nordvest, der hvor udenlandske hjemløse kan få et hvil og en kop kaffe.

Og så var der fest. De fleste af jer var med den aften vi holdt Kim Larsen- minde og fødselsdagsgudstjeneste. Hvor der var så mange mennesker at ikke alle kunne komme ind og vi sad så tæt at man bare må sige den var nok ikke gået i dag… men det var sjovt.

Og så blev det Allehelgen og vi var på Bispebjerg Kirkegård og tale med Stine om døden og om begravelser og bisættelser og dens slags ting.

Og så blev det jul og Pernille vendte tilbage og vi havde det skønt og der blev malet og kreeret ved værkstedsbordene i Karmel; og herovre i kirken fik I lov til at ligge på kirkebænkene og høre bibelfortællinger mens musikken spillede i baggrunden – og det var helt fint hvis I faldt i søvn.

Hvor mange af jer faldt rent faktisk i søvn?

Men den er god nok. Det sagde præsten faktisk, at det bedste var hvis man faldt i søvn. Hvorfor det? Jo. For hvis man kan falde i søvn, så er det fordi man er tryg. Så er det fordi man føler sig hjemme. Og kære venner, det er måske egentlig det højeste mål vi sætter for jer konfirmander – at vi ønsker for jer, at I må føle jer hjemme her.

Føle jer hjemme på en måde, hvor I ikke behøver at lave om på jer selv. Men hvor I kan komme som I er. Også med den bagage som jeg talte om lige før. At man kan føle sig hjemme her, selvom man ikke lige har den bedste dag. At man ved at man er velkommen, selvom man ikke lige ved om man tror på Gud i dag.

Vi har faktisk aldrig bedt jer om at tro på noget, vi har i hvert fald ikke bedt jer om at I skal tro på en bestemt måde. Men vi har bedt jer om at have tillid. Tillid til at man var velkommen som den man var, med den bagage man nu engang kom slæbende på; også selvom man ikke kunne finde ud af, hvad man troede på.

Og så endte vi med en sætning der lyder nogenlunde sådan her: Hvad er tro? Tro er tillid til, at du er velkommen, også selvom du ikke kan finde ud af at tro.  Det tror vi er et udtryk for Guds Kærlighed!

Ja, og så talte vi om Gud og kærlighed. I biblen står der jo at Gud er kærlighed. Og så begyndte vi at lege lidt med de ord, for at se om det gav bedre mening. Fx begyndte vi at bytte ordet Gud ud med ordet kærlighed, når vi sagde trosbekendelsen – bare for at se; og det lød faktisk ret godt, for så lød det: Vi tror på kærligheden den almægtige… og så var det som om, at de gamle formler blev levende igen…

Eller man kunne prøve det med den tekst jeg læste op fra før, hvor det lød: Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror. Så kunne det også lyde: kærligheden er enden på loven, til retfærdighed for enhver! … og det kan du have tillid til!

Og her tid sidst talte vi rigtig meget om taknemlighed. Kan I huske det. Vi pressede jer lidt. Men I var gode. Alle sagde noget. Noget man var taknemlig for. Noget nogen havde gjort for en. At nogen havde givet en livet. Passet på en. Eller bare i det mindste gjort et forsøg. Men velkommen er man, uanset.

Mig og Pernille og Stefanskirken vil også gerne sige tak. I har været fantastiske. Tak for jer. Og stort stort tillykke med konfirmationen.