Pernille Østrem prædiker 2. søndag i advent 2020: 
Læs dagens evangelium fra Lukasevangeliet her.

”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader! Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære.” Sådan skrev Paulus i sit brev til den romerske menighed i årene efter at de første kristne menigheder begyndte at samles og forkynde budskabet om den inkarnerede, korsfæstede og opstandne Herre. Og sådan læste jeg det igen for jer fra alteret for lidt siden.

Med den tekst in mente kan vi lytte til den gammeltestamentlige læsning fra Esajas bog, som hører til dagen, og som vi også sang Grundvigs gendigtning af. ”Blomstre som en rosengård, skal de øde vange”. 

Det er troens forklarede tillid til, hvad Gud vil med sit skaberværk. Det er fuldendelsen i evigheden. Og fordi Gud elsker sit skaberværk og sit menneske med al sin skaberkraft, tog han det ord, hvormed han satte alting i gang fra begyndelsen af, og det ord lod han føde som et barn. 

Sådan så det ord ikke skal være fjernt eller fremmed, men nært som en bror, som et barn, som et medmenneske. Så når vi om nogle uger ser ned i krybben til det lille barn, står vi ansigt til ansigt med Guds levende ord, og vores øjne bliver oplyst af lyset helt fra skabelsen af. Det er kærligheds-inkarnationen, at Guds lysende ord blev kød. Og det er det adventstiden er designet til at lukke vore hjerter op for, så vi er klar til jul.

Adventstiden er designet til at vente på frelserens komme julenat. En langsom byggen op til det helt store startskud til det, kristendommen har at forkynde.

Og denne anden søndag i advent får vi som evangelie-tekst at høre det, man traditionelt set kalder en dommedagstekst. Altså hvordan skal vi forstå de sidste tider og bevægelsen frem mod dem. Vi kan jo nok indse, at vi i vores tidsforståelse er tættere på dommedag, end vi var i 2019, altså lige præcis et år tættere, hvis vi forestiller os dommedag, som en dag, hvor tiden hører op og Guds holder dom over hele sit skaberværk. 

Hvis vi mere forstår dommedag, som det tidspunkt, hvor Gud ved afslutningen af det enkelte liv afsiger sin dom over menneskelivet, kan det være meget individuelt hvor tæt man føler sig på dommedag, personligt, og også hvor tæt man helt konkret er. Men hvis vi antager at dommedagen befinder sig uden for tid og rum, men er i Guds hænder i evigheden, så er dommedag på et åndeligt og eksistentielt plan her og nu og til alle tider, som et vilkår, en baggrund og en hånd under vores liv.

For vi må gerne tro på, at dommedag, det er vores D-dag. Det betyder den dag, de besatte lande blev befriet, som det skete i 1945. Med en af Martin Luthers flotteste salmer kan vi forestille os vore D-dag sådan her: Nu siger han (Jesus): Kom hid til mig, tag evigt liv til gave! Jeg led den bitre død for dig, at du den arv skal have: Nu er jeg din og du er min, min bolig skal og være din, os skal jeg fjenden skille.

Dommedag skal ikke være vredens dag, Gud fordømmer ikke, når han dømmer. Det er en kærlighedens øjeblik: Når vi står ansigt til ansigt med Gud i evigheden: Nu er jeg din og du er min! Og evigheden er allerede brudt ind i vores tid, når vi synger det og forkynder det. Sådan har vi fået lov at tro i lyset af Jesus Kristus, hans fødsel, død og opstandelse.

Men dommedagsforestillingen, som noget smertefuldt og pinefuldt lever i bedste velgående. Og hvem kan fortænke os i det, når verden gå amok, og når vi menneskeheden selv driver og skubber i den retning? Frygt og mismod har vel ikke fået mindre plads i vores tid.

De traditionelle dommedagsforestillinger, som Jesus også bringer til torvs i dagens tekst, stammer vist oprindeligt fra persisk religion. Men vi møder altså også tankerne i den jødiske tænkning, og den bliver taget med ind i den kristne. Og selv den, der forkynder Guds levende ord, og den der er Guds levende ord, kan blive grebet af rædslen for fremtiden og for en kommende dommedag, som vi hører det spejlet i dagens evangelium. Jesus har sat sig selv i menneskers sted, til alle tider, også når de frygter fremtiden eller mærker, at de sidste tider nærmer sig.

Og det vigtigste at vide om Jesus, det er dette: At han satte sig i den andens sted, fuldt ud, han satte sig i det hjælpeløses barns sted jule nat, han satte sig i den lidende, den syge, den døende, den ensommes sted gennem hele livet og til sidst på korset. Kort sagt, der var ingen, hvis sted han ikke kunne sætte sig i, fordi han fuldt ud blev menneske.

Og sådan kan det frygtsomme menneske se dommedag i øjnene. Det sted, hvor man sidder frygtsomt, og tænker at man bliver straffet – eller glemt, det sted sidder man faktisk ikke selv: For en anden, Guds søn, Jesus Kristus, har sat sig i ens sted. Det kan ethvert menneske sige: Ja, han har ganske sat sig i mit sted. Og det er den Gud, som tager os i favn, som de børn vi er, og ser os i SIT lys på VORES D-dag. Både nu og i al evighed.

Hvis vi selv skulle føre vores sag, så ville vi altid dømme os selv for hårdt, sætte straframmen et sted, den ikke hører til, eller vi ville lukke øjnene, blive på overfladen og frifinde os selv uden dom. Og dermed gå glip af at blive set i Guds lys.

Nu venter vi på at det lys skal komme til verden, i denne mørke tid.

Amen.