”Jeg er ikke Kristus”

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 4. søndag i advent den 20. december 2020.

Link til evangelieteksten: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-foerste-raekke 

Fra tid til anden bliver jeg spurgt om jeg vil skrive en klumme til Nørrebro/Nordvest bladet –  i den forløbne uge om jeg sende en nytårshilsen til læserne. Og det ville jeg da gerne. På det tidspunkt sad jeg med dagens tekst om Johannes Døberen som vi netop har hørt læst op. Så klummen kunne ikke indgå at blive influeret af de tanker jeg sad og gjorde mig. Så derfor kommer her en snigpremiere på min nytårsklumme:

Kære Nørrebro og Nordvest. En hilsen til de få

”Jeg er en af de få som der er mange af” sang Kim Larsen for over et årti siden. Og fik os til at smile. For den er jo god nok. Især på Nørrebro. Blandt hårdpumpede gangstere og spraglede hipstere findes der stadig mænd med måner og fruer med støttestrømper. Helt almindelige mennesker hvor brillestangen gnaver og næsen den løber. For sådan er det at være almindelig – og det efterhånden helt specielt.  Hvem husker ikke scenen i Monthy Pythons fantastiske biblesatire-film Life of Brian hvor prædikanten råber ud over folkeflokken: I er alle individer! Hvortil en enkelt rækker hånden op og siger: Ikke mig!

Jeg vil godt sende en hilsen til alle jer som minder mere om Tommy og Annika end minder om Pippi Langstrømpe. Og jeg vil gerne sende en hilsen til alle jer som minder mere om Dr. Watson end om Sherlock Holmes. Til alle jer der aldrig råbte højest da klassen blev spurgt hvad man mente om den vestlige kapitalismes fremmarch. Og aldrig helt har fundet ud af om EU er en god eller dårlig opfindelse. Til alle jer der hverken kom først eller sidst i stafetløbet. Til den som aldrig fandt anledning til at udråbe sig selv som vegetar, eller flexitar eller pescetar -  men måske bare foretrækker en fiskefilet fremfor en bøf. Til alle jer som aldrig helt fandt ud af om I var feminister, socialister eller pacifister; og om I var nørrebroere, nordboere eller venligboere. Til dig som aldrig helt fik valgt side. Som havde det fint med lidt høflighed og lidt ordentlighed. Lidt hensyn, lidt pli og konduite. Som havde det fint med at gøre sin pligt, kræve sin ret og så ellers svare enhver sit. Min hilsen går ud til alle jer som ikke rigtig fandt anledning til at finde jeres helt særlige og specielle identitet.

Personligt finder jeg det vældig interessant at man kan realisere sig selv ved at finde ind i en flok. En religiøs flok eller en politisk flok. At man kan finde sin identitet ved at melde sig under en hel floks faner og paroler. Det må alligevel kræve en hel del at skræve over, både at skulle identificere sig med sig selv og med flokken. Men på den anden side, så kan der måske være en befrielse i at få sine meninger serveret. Hvis man altså gerne vil mene noget hele tiden - ja, så held og lykke med det.

Men i år skal min hilsen gå ud til alle jer der ikke nødvendigvis mener noget hele tiden. Som ikke nødvendigvis vælger side. Som, fremfor at grave grøfter eller bygge broer, bare plukker blomsterne imellem. Som ikke køber præmissen om at vi enten er ofre eller bødler og som ikke køber præmissen om at gå i flok – for som den kloge kone sagde: hver side har sine dilemmaer og ligeså hver dag. Og sådan er det at være helt almindelig. Så dertil går min hilsen: Til de få, som der er mange af.

Således nytårsklummen.

Og nu kunne man jo så spørge hvori inspirationen fra den klassiske bibeltekst til klummen består. Jo, i en sætning som Johannes kommer med da han af repræsentanter fra templet i Jerusalem bliver spurgt om hvem han er. 

Scenen er ligefor: Johannes Døberen, vildmanden med det store skæg står og råber i ørkenen. Og både disciple og tidens religiøse og politiske ledere var nervøse. Var han i gang med at forføre? Så de sender folk ud for at spørge ham om, hvem han er.

Og så siger han den sætning, hvori hele evangeliet kommer til syne på én gang. ”Jeg er ikke Kristus”, siger han. Og dermed er alt sagt, for han siger hvad ethvert menneske burde sige: At han ikke er Gud og han ikke har tænkt sig at spille Gud. For han ved hvad han er, et menneske og intet andet.

Og netop heri er frelsen. Han ved, at han ikke skal præstere at kende alle sandheder, for han er ikke Gud. Han ved han ikke skal være ren og hellig, for han er ikke Gud. Han ved han ikke kan dømme andre, for han er ikke Gud: ”Jeg er ikke Kristus”, siger han.

Jeg mener: kunne jeg som kristen, når jeg møder mit medmenneske i et multireligiøst samfund sige det samme som Johannes Døberen? ”jeg er ikke Gud, jeg kender ikke alle sandheder”, så ville jeg kunne forholde mig åbent, og så er samtalen begyndt.

Og kunne den filosofiske ateist, der ønsker at udrydde al religion fra det offentlige rum begynde med at sige: ”jeg er ikke Gud, jeg kender ikke alle sandheder”, så ville uforsonligheden visne og samtalen kunne begynde; kunne jøden, muslimen, hinduen, etc.? …

Der er så meget snak, om at politik og religion skal holdes adskilt. Det er både rigtigt og forkert. Rigtigt i den forstand at de største humane katastrofer er indtruffet, når folk og politiske ledere har ment at have Gud på sin side.

Forkert i den forstand, at netop Johannes Døberens ord kan lære os, at lade Gud være Gud og mennesket være menneske. Det kunne måske inspirere magtfuldkomne politikere til ydmyghed. Ja, må det inspirere denne verdens ledere til at lade magtfuldkommenheden erodere. At turde indrømme man kan tage fejl.

Og turde man forestille sig at det var en del af diskussionen næste gang en demonstration går ned ad Nørrebrogade – at man ved at man også kan tage fejl. Næste gang en kirke sætter et banner op – at man ved at man også kan tage fejl. Næste gang en kunstnergruppe smider en statue i vandet – at man ved at man også kan tage fejl.

At turde indrømme at vi i princippet altid tager fejl. For vi har kun vor egen tids briller at se med og kun vores menneskelige forstand at gøre godt med. Og derfor har religion sin altid aktuelle plads - for her lyder ordet om tilgivelse og syndsforladelse – og det kunne der nok være brug for.

 Den gamle Grundtvig udkastede et vidunderligt livsideal på sine sene dage – blot at kunne leve et jævn og muntert virksomt liv på jord.

Ikke et fantastisk – ikke et ekstraordinært, ikke et grænsesprængende liv på kanten, men et jævnt og muntert virksomt liv på jord …

Et liv med måne i håret og støttestrømper om anklerne hvor næsen løber og brillestangen gnaver og hvor man hverken kom først eller sidst i stafetløbet og aldrig fandt sig til rette grave grøfter og bygge broer  – men i stedet fik øje på blomsterne i mellem.

Ja, måske det er adventstidens evangelium? At vi bliver lagt Johannes Døberens ord på tungen: ”Jeg er ikke Kristus”. Heldigvis. Det er den nåde som er blevet givet. Til de få som der mange af. Amen!