Friheden mellem Martha og Maria

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 20. september 2020

Den 15. søndag efter Trinitatis over Lukasevangeliet 10,38-42

Vi har hørt fortællingen om Martha og Maria. To kvinder som betyder utrolig meget for Stefanskirken, al den stund det er dem, vi ser på vores flotte altertavle, hver gang vi samles her. Jeg vil dog ikke tale om altertavlen i dag.

Overskriften for dagens prædiken er frihed. Fordi jeg tror fortællingen om Martha og Maria, ikke mindst, handler om hvordan vi kan forstå frihed. Om vi forstår frihed, som frihed fra noget; eller om vi forstår frihed, som frihed til noget.

Og jeg vil begynde et helt andet sted. Måske nogen herinde husker den meget jyske forfatter Per Højholt som i 1980’erne fik et bragende folkeligt gennembrud med ’Gittes monologer’. Gitte, en meget jysk kvinde, midt i livet, som overfor for sin veninde Susanne, udfoldede sine syn på ting som foregik i verden og hele tiden sat sammen med sine hverdagserfaringer med kæresten Preben. Og grunden til at Gitte fik så stor gennemslagskraft var at hun formåede at fange et tidsbillede af det moderne menneske i Danmark, der havde mistet sin dannelse – dvs. mistet sin historie.

Fri, men synes ikke at vide hvorfor. Fri, men uden at vide hvad hun skal med friheden.

Hun taler om Danmark – men har ikke større begreber om hvad en nation, et folk og dets historie er, så Danmark bliver noget med det er pænt og dejligt, når man kommer tilbage over grænsen. Og naturen er for Gitte heller ikke sat i forbindelse med vores oprindelse, ophav og kilden til liv, men er noget man går ud i, som man går på museum, men hun kan ikke forstå at det mangler noget – selvom hun, som hun siger et sted, ”gik helt ud i’en”.

Gittes monolog om frihed er eksemplarisk:

”Nej, altså frihed, det ka’ jeg ikk’ uden, sårn er’et bar’, jammen, det er’et. (…) Jeg tror ikk, jeg ku’ lev’ uden mi’ frihed, jeg ve’ sgisme ikk’ hva’ jeg sku’ still’ op uden, man er jo den man ee, ikk’ oss’, jeg er ihverfel. Men en kamp, det er’et altå.”

Og så kommer en kernesituation, hvor veninden Susanne og kæresten Preben bringes på banen; monologen lyder sådan her:

Og det’ alså en kamp Susanne, hver evig’ dag, det er’et alså godt nok. Preben, han bliver sur når jeg sir’et, (…) Preben, sagde jeg, meget ve’ jeg gør’ for dig, der ska’ ikk’ vær’ noget dær, men mi’ frihed, dær trækker jeg altså grænsen’. Så ku’ han oss’ godt forstå’et, for ve’ du hva’ han har jo hans ishockey, ikk’ oss’, og dær er jeg tolerant, op te hundrede procent, Susanne, tirsdag og torsdag, (…)

En vidunderlig passage, hvor vi nok har en fornemmelse af at Gitte har været på højskole og sunget med på sangene om at frihed er noget vi har kæmpet for, men i et velfærdssamfund hvor friheden skal realiseres – der bliver det noget med at få lov at være sig selv og være tolerant og give hinanden lov til at tage til ishockey.

Men inden vi griner alt for meget af Gitte, så kunne vi jo spørge: Hvad er vores forestilling om frihed?

Når jeg bringer dette spørgsmål frem i dag, har det selvfølgelig noget at gøre med Martha og Maria som vi mødte i den bibelske tekst. Er frihed forestillingen om alt det der venter af gode ting når det hårde arbejde er slut; det kunne være Marthas position. Ja, når opvasken er overstået, så er det op med benene?

Først yde så nyde; og så bliver Martha sur på Maria. For hun ser ud til at nyde uden at yde. Martha kan minde lidt om Gitte – men det er kun fordi Martha minder lidt om alle sammen…

Eller er frihed en holdning, som du går ind til livets gøremål med. Således forstået, at frihed ikke ligger for enden af opvasken, men ligger forinden opvasken – at friheden er, at du vælger frit at tage opvasken som en del livets helhed.

Teologen Niels Grønkjær, skriver et sted: Frihed er ikke det vi gør efter der er sørget for de daglige fornødenheder. Frihed er ikke at slappe af, nyde livet og være turist. Det er ikke at kunne gøre hvad man har lyst til. Men det tror Martha fordi hendes travlhed udelukker det.

Men, skriver Grønkjær, det er netop, i det almindelige liv at friheden virkeliggøres. Der hvor vi finder os selv i konkrete livssammenhænge.

Måske er det det, som Jesus taler med Maria om. Man kan jo egentlig godt forstå, at Martha bliver sur på Maria – eller irriteret på Jesus over at rose Maria for at valgt den gode del, for sidde der og dandere den. 

For Martha handler der om at få opvasken overstået. Men måske handler det for Maria her om hvorfor det er meningsfuldt at give sig i kast med en opvask, der jo – som vi godt ved – alligevel altid vender tilbage og aldrig synes at blive mindre.

For Maria handler det om at få op øje på, at opvasken ikke er noget der skal overstås, men er en del af at se sig selv i konkrete livssammenhænge.

Maria skal nok komme tilbage til opvasken, men der en mellemregning der skal gøres. Opdagelsen af at opvasken ikke er noget der skal overstås for at komme frem til livet; men opdage at opvasken er en del af livet.

Opdagelsen af at frihed er ikke frihed fra opvasken – men er frihed til opvasken – dvs, frihed er frihed til at træde ind i livets konkrete sammenhænge…

Hvis vi karikerer lidt det lidt, da kan man måske også tale om det kontrollerbare overfor det ukontrollerbare. For Martha er friheden en statisk størrelse; det er den der sker når kampen er slut. For Maria er det anderledes. Friheden er altid og aldrig. For den er altid på vej. Den kan indfinde sig i kampen og under opvasken – og den kan forsvinde mellem fingrene på os, hvis ikke vi holder os fast på at frihed er mere end fravær af pligt.

Man kender jo paradokset. Hvis vi lader frihed være frihed fra alle regler, således kun vores impulser og lyst skal være rettesnor; da er vi ikke frie – men i allerhøjeste grad bundne – slave af vores impulser og lyster. Eller hvis vi siger at frihed er fravær af kontrol; men hvis der absolut ingen kontrol finder sted, da er vi udlevet til vilkårlighed, lunefuldhed og utilregnelighed.

Jeg vil slutte denne prædiken med at læse indledningen til filosoffen Hartmut Rosa nyoversatte bog; det ukontrollerbare hvor Rosa skriver:

Kan du huske fra din barndom, når det sneede første gang et sent efterår eller om vinteren? Man oplevede det som noget der kom fra en anden verden. Noget sart, sjældent, der kom for at besøge os, uden at vi havde gjort noget som en uventet gave. Sne er nemlig en manifestation af det ukontrollerbare i sin rene form: Vi kan ikke frembringe det, ikke fremtvinge det, ikke engang med sikkerhed lægge planer efter det (…)

Dertil kommer at vi ikke kan gøre sneen til vores, vi kan ikke besidde den: Når vi tager den i hånden, løber den ud mellem fingeren på os, hvis vi tager den ind i huset smelter den og hvis vi lægger den i fryseren er den ikke mere sne. Måske er det derfor, at så mange mennesker – ikke kun børn – længes efter den, især til jul. Uger inden jul bliver meteorologer bestormet og afpresset: får vi en hvid jul i år hvor store er chancerne? Og det skorter naturligvis ikke på forsøg med at gøre sneen til noget man kan bestemme over: Vintersportssteder reklamerer med snegaranti og slår sig op på snesikker: de har snekanoner med kunstig sne der kan holde selv ved 15 plusgrader.

Som en krystalkugle afspejler vores forhold til sne sig i dramaet i det modernes forhold til verden: forestillingen og ønsket om og begæret efter at kunne kontrollere verden er den kulturelle motivation i alle de livsformer, vi kalder moderne. Men liv, berøring og virkelig erfaring, opstår i mødes med det der ikke kan kontrolleres. En verden der er fuldstændig kendt, planlagt og styret ville være en død verden.

Det er ikke en metafysisk indsigt, men en hverdagserfaring: Livet fuldbyrdes i en vekselvirkning mellem det, der er kontrollerbart, og det, der er ukontrollerbart for os, men som alligevel ’angår os’; det sker ved grænsen mellem disse to positioner.

Så vidt Rosas ord som vi kan gøre til vores: at livet fuldbyrdes i en vekselvirkning mellem det kontrollerbare og det ukontrollerbare; som en vekselvirkning mellem Martha og Maria.  Sådan ca.