Vi er hinandens verden

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken den 11. oktober 2020

Den 18. søndag efter Trinitatis over Johannesevangeliet 15,1-11

Den største teolog i de 20. århundrede, Schweiziske Karl Barth, sagde at man skriver prædiken med den ene øje på biblen, og med det andet på ugens aviser.

Således falder mit det ene øje over ugens aviser, der taler om, at den politiske leder fra partiet Det Radikale Venstre er gået af, pga. af en sag om håndteringen af en krænkelsessag. I kølvandet på dennes afgang ser det i skrivende stund ud til at flere sager om krænkelser ligger under overfladen. Upassende opførsel. Grænseoverskridende adfærd. Blindhed for, eller udnyttelse af egen magtposition. Og alt det i et parti der har som mærkesag at gå forrest i bekæmpelsen af denne krænkelseskultur.

Og mit andet øje falder på det bibelske Johannesevangelium, som vi har læst op fra i dag. Og det er i Johannesevangeliet vi finder den ikoniske beretning om kvinden grebet i ægteskabsbrud, som det hedder. Hvor byens mænd derfor – som traditionen foreskrev - havde stillet sig i kreds om hende, for at stene hende; hvor Jesus bliver spurgt om sin stillingtagen; hvor Jesus siger: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« Og da de hørte det, gik de væk, én efter én.

Betyder det at Jesus billiger hvad kvinden har gjort. Det tror jeg ikke. Fortællingen slutter med følgende passus: Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?«  Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«

Det jeg lægger mærke til, er, at Jesus siger til hende: ”Gå og synd ikke mere”. Der er altså på den enen side en italesættelse af, at det er forkert det hun har gjort. Derfor skal hun gå og ikke synde mere. På den anden side, en ophævelse af enhver form for fordømmelse – for ikke bare ’de andre’ dem som også havde lig i lasten lagde stenene ned, men også Jesus selv, som ifølge traditionen jo netop var uden synd, også han afstår fra fordømmelsen. Så på den ene side fastholdes det, at noget var forkert. På den anden side fjernes fordømmelsen.

Ofte har vi når vi har prædiket over denne kvinde grebet i ægteskabsbrud, sat kvinden på de godes plads og mændene på de ondes plads. Mændene blodtørstige og kærlighedsforskrækkede. Kvinden som ubundet af patriarkalske konventioner i kontakt med sig selv og kærlighedens væsen. I det billede er vi ikke i tvivl.

Men fra det virkelige liv kender jeg til en kvinde – veluddannet, godt job, politiske aktiv – som ja, har indgået forhold med, af hvad jeg kender til, to mænd, som deraf forlod deres koner og børn. Begge forført at en vaskeægte ’femme fatale’. Den ene fortrød og vendte tilbage. Den anden ved jeg ikke noget om. Min pointe er, at her er pludselig en situation, hvor det ikke nødvendigvis er uforståeligt at kvinden møder fordømmelse.

Hvad der i disse dage gør det til sin sag, at kunne holde kun et enkelt øje avisen, er, hvorledes denne fortælling om steningen, på både synlig og usynlig vis, blander sig i begivenhedernes gang. For ja, der er nogen der vil kaste sten, skal vi kalde det ’pege fingre’, af den nu detroniserede politiske leder. Men det får så straks nogle andre til at pege fingre af dem der peger fingre: ”hov I må ikke fordømme, men nu fordømmer I og derfor fordømmer vi jer” Og så kommer det næste hold og peger deres fordømmende fingre -  deres verbale sten – efter dem der fordømte de fordømmende (…af de fordømmende!)

Evangeliets pointe er simpel. Vi er alle skyldige. Hver og en. Uden undtagelse. Ingen her har ret til at kaste med sten. Det betyder ikke, at vi ikke skal opføre os ordentligt. Tværtimod. I selverkendelsen klare lys. Men det er ikke de andre du skal opdrage på. Det er dig selv. Til gengæld er du ikke alene med det job. Her er vi alle i samme båd.

Eller skulle man sige, at her er vi alle grene ud af samme busk, for at bringe billedsproget i overensstemmelse med den evangelietekst vi har hørt i dag; og lad mig her vende tilbage en passage som grangiveligt har skurret lidt i ørene, da den blev læst op.

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han. (…)  Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner;

Jeg vil gerne gå i en diskussion af, hvad det er vi hører, når vi hører denne tekst. For at sige det ligeud, så kan det lyde som om, at hvis ikke man kan de 10 bud og fadervor udenad, så er man som en gren der kastes væk. Og skulle det virkelig være i overensstemmelse med den kristendom der fjerner fordømmelsen, som vi har hørt det.

Men ifølge den teologiske fagkundskab, er det noget andet vi skal høre. Det kommer sig af, at vi i den vestlige kirke har en meget juridisk tankegang. Vi tænker meget i rigtig og forkert og derfor også på, hvem der er inden for grænsen og hvem der er uden for grænsen.

Men teksten her skal høres med en østlig tankegang. Her tænker man ikke så meget i jura – dvs. her tænker man ikke så meget i inden for grænsen, uden for grænsen; her tænker man mere i æstetiske kategorier og åndelige kategorier.

I østlig tankegang er vi i princippet alle sammen indenfor. Så her handler det ikke juridisk om hvem der er inden for grænsen og hvem der er uden for grænsen – her handler det mere om forfinelse og forskønnelse – fordi vi alle sammen altid er indenfor, da handler det ikke om at undgå at blive smidt ud; det handler om – åndeligt og æstetisk -  at opøve og forfine alt det vi er blevet givet ved at være indenfor.

Vi skal prøve at se et vintræ for os, for det er i grunden slet ikke et træ, det er en busk – en vild og sammenfiltret busk, hvor grene og stamme slet ikke er til at skelne fra hinanden.

Jesus siger ikke, jeg har en vinbusk og I er grenene; og nu må vi se om I bærer frugt. Nej, Jesus siger, jeg er vinbusken og I er grenene. Ser man det for sig, da ser vi at vi er filtret sammen. Det er ikke Jesus og os og dem.

Det er os alle sammen i en stor sammenfiltring, hvor den ene gren lapper over den anden, og det ikke er til at sige hvor den ene gren slutter og den anden begynder. Det er Gud og menneske i en stor sammenvoksning; det er mennesker og mennesker i en stor sammenvoksning.

Det billede bærer en helt særlig pointe: Vi slipper ikke for hinanden. Uanset hvor mange sten vi kaster; uanset hvor mange fingre vi peger. Vi slipper ikke for hinanden. Vi er hinandens verden. Og netop i det lys kan der findes en forfinelse og en forskønnelse sted. Om vi lærer at tale med hinanden og ikke bare til hinanden.

Det er i øvrigt K. E. Løgstrup der er ophav til udtrykket, at vi er hinandens verden; den samme Løgstrup siger et andet sted, at vi bag vores bastante og fine meninger om dette og hint i grunden gemmer os for vores umiddelbare liv med hinanden.

I det bibelske billedsprog finder der en fantastisk udvikling sted. Engang i det gamle testamente talte Gud inde fra en brændende tornebusk – fra et sted hvor man både kunne stikke sig og knapt turde stå og til Det ny Testamentes forståelse, hvor Gud og mennesket vokset sammen i samme buske, og tornene nu er blevet til de fineste druer.

Er det måske det, dette gartner billede i grunden handler om? ikke at vi kastes væk, men at vores torne – vores sten og pegende fingre -  falder af og kastes væk - og derved giver plads til at de fineste druer vokser frem.