Ligesom Richard Gere

9. søndag efter Trinitatis over Lukasevangeliet 16,1-9

Prædiken af Thomas Høg Nørager
Holdt i Stefanskirken den 1. august 2021

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/9-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

---

Den fortælling vi just har lagt øre til, hører til de mere mærkværdige. En mand bliver grebet i en forbrydelse. Chefen går i rette med ham. Men i stedet for blot at tage sit gode tøj og gå og blive tigger eller graver, går han et andet ærinde. På en eller anden måde skaffer han sig medskyldige. Han tager imod dem, som også har rod i regnskaberne – som har gældsbeviser – og så beder han dem om at forfalske. De skal selv nedskrive den gæld, som står deres gældsbevis.

Man kan sige, at den er da helt gal. Først bliver han selv grebet i en forbrydelse. Og dernæst indruller han sine, hvad ved jeg - venner, ansatte, i tilsvarende forbrydelse. Kan det blive meget værre.

Men i denne bibelske beretning får han ros; beretningen slutter: Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.  »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.«

Sig mig, hvad er meningen, skal jeg skaffe mig forbrydervenner med uærlighed?

Jeg fik engang en historie fortalt af en nu voksen mand. Han huskede tilbage til dengang hvor han var ca. 16-17 år gammel. Han havde fundet en pung. Der er 1000 kr. og et kørekort. Han har alle muligheder for at finde ejermanden. Men det gør han ikke. Han kigger ikke engang på kørekortet. Han tager de 1000 kr., stikker dem i lommen og putter pungen i en postkasse. Nej, jeg er ikke stolt, siger han. Men intet har kunnet fjerne fornemmelsen af, at jeg dybest set er et dårligt menneske.

Men så fortæller han noget, der havde gjort dybt indtryk på ham. På den arbejdsplads hvor han var i lære, var det boblet over for ham en dag. Han havde haft brug for at fortælle om sin forbrydelse. Og han fortæller det til sin mester, som han var i lære hos.

Mester lægger sin murerske og de sætter sig ned. Nu skal jeg fortælle dig lidt om mig selv. Da jeg var 15, røvede jeg en købmandsbutik. En købmand som jeg kendte. Slog en rude ind, hos ham der altid havde behandlet mig pænt. Stjal hans cigaretter og løb min vej. Selvfølgelig blev jeg fanget. Men jeg var heldig. Jeg fik en læreplads. Og så sagde murermesteren de ord, som altså var blevet siddende i ham der fortalte historien: ”Ja, perfekte er der sgu ik’ nogen af os der er”.

Når jeg tænker tilbage på den her historie i en historie, så tænker jeg nogen på om den passer, altså om mureren virkelig havde røvet den købmandsbutik – det passede næsten for godt. Men i situationen blev det lige meget.

For manden, som fortalte havde med et nedskrevet gælden hos ham med de 1000 kroner og kørekortet. Den banale historie som vel godt kunne være sand og de der helt banale, lommefilosofiske ord, havde nedskrevet hans gæld og pludselig gjorde det igen godt at stå, med murerskeen i hånden. Mesteren havde på sin vis reddet ham -  ved sin historie at nedskrive hans gæld… men vel også uden at have egentligt mandat til det…

Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup har sagt:

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at det holder noget at det andet menneskes liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, forbigående stemning, en oplagthed man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om det andet menneskes liv lykkes eller ej.

Mon murermesteren virkelig havde røvet en købmandsbutik. Men han havde grebet en hånd. Så jeg tænker på om det er ok at lyve. Det er det vel ikke. Men så alligevel. Kunne man omskrive dagens vanvittige lignelse med denne: Skaf jer venner ved hjælp af løgnehistorier.

I alle fald lykkes det murermesteren - løgn eller ej - at få mandens liv til at lykkes på ny. Og så kunne vi også omskrive Løgstrups ord, og sige:

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at det holder noget at det andet menneskes liv i sin hånd. Hvor det har muligheden, for at forøge eller nedskrive det andet menneskes gæld.

Jeg har altid set kristendommen som den religion, hvor guden forlod sin privilegerede plads på sin himmelske trone, og gik ind til os i verdens snavs og larm. At guden træder ind og får krop, med svedkirtler, tarmsystem, hårvækst og et hjerte, der bløder og banker. Og det gør guden ikke bare ved at gå til de yderste, de skæve, de skøre, de mærkelige, de sære; med også ved selv at blive den skæve, skøre, mærkelige, sære, som forlades forrådes, forkastes, forhånes, forbløder.

Og det er vel også en art løgnehistorie – og her tænker jeg ikke på dem der siger at Jesus aldrig har levet eller at opstandelse er umulig – nej, jeg tænker på at guden vel ikke havde behøvet at iklæde sig denne fornedrede tjenerskikkelse – som en skuespiller – som et kostume – men kærligheden tvang guden til at blive i rollen – kærligheden lod guden blive et med rollen …

Som hvis nogen spurgte murermesteren i dag, så ville han - historisk korrekt eller ej - igen fortælle om dengang han røvede en købmandsbutik, for kærligheden havde gjort historien sand…

Måske er vi i grunden alle små løgnere – mennesker som vi er - til falds for sindsstemninger og begær – men tænk hvis vi kunne bruge vores løgne – ikke til at forøge, men til at nedskrive hinandens gæld…

Steffen Brandt og Århus-bandet TV2 har linje hvor det lyder: ”Fortæl mig om himlen, Lyv for mig lidt, Er der mer' tilbage, er noget af det mit”?

Og måske nogen husker filmen 'Sommersby' fra 1993 med Richard Gere og Jodie Foster i hovedrollerne.

Da den unge mand Jack vender tilbage til sin landsby, efter at have været væk i 6 år i den amerikanske borgerkrig, er han ikke som han var, før han tog af sted. For det går op for os at det ikke er den rigtige Jack. Den tilbagekomne har overtaget Jacks identitet – og deres åbenbart næsten identiske udseende, har gjort identitetstyveriet muligt.

Den første, der lægger mærke til bedrageriet, er hans kone Laurel. Men den Jack, der tog afsted var en bister, voldelig og drikfældig mand. Den Jack der er vendt tilbage er kærlig, omsorgsfuld og visionær. Så Laurel accepterer stiltiende bedrageriet. Og det gør landsbyen også. Var der mistanker, bliver de langsomt men sikkert udvisket af den godhed og den vækst der vokser op omkring denne Jack. Han er en dygtig landmand og en oplagt lederskikkelse, som anviser nye metoder til at dyrke den fine tobak, og vender hjem med et overskud til den fattige landsby, mange gange større end nogen turde håbe.

Men en gammel mordsag dukker op og formørker billedet. Den gamle Jack – den rigtige Jack – har lig i lasten, måske ganske bogstaveligt. En retssag må til, for at afgøre om Jack Sommersby er den, han giver sig ud for. Dilemmaet er klart.

Han kan erkende sit bedrageri. Vælge sandheden. Da vil han redde sit liv og ingen ønsker dette mere end Laurel, der for første gang har oplevet hvad kærlighed er. Men gør han det, vil landsbyen miste sin leder, men ikke mindst sit nyvundne indkomstgrundlag – dvs. overlevelse og livsmulighed -  fordi det jo er vundet bag en falsk identitet, en bedrager.

Han kan også holde fast i sin falske identitet. Vælge løgnen, hvortil landsbyens mammon er knyttet – landsbyens livsgrundlag er knyttet. Da vil han miste sit liv – sandsynligvis ved dødsstraf; Laurel vil miste sin mand. Men Laurel og landsbyen vil til gengæld redde deres livsgrundlag. Sandheden er egoisme – løgnen er kærlighed.

TV2 sang: Fortæl mig om himlen, Lyv for mig lidt, Er der mer' tilbage, er noget af det mit? Og den omskrevne Løgstrup sagde: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at det holder noget at det andet menneskes liv i sin hånd. Hvor det har muligheden, for at forøge eller nedskrive det andet menneskes gæld.

Måske alt sammen som en efterklang af fortællingen om Gud der som en skuespiller havde iført sig rollen som vandringsmanden og vismanden Jesus der fortalte lignelsen om forvalteren der fik ros da han bedragerisk - i den uærlige mammons spil - havde nedskrevet arbejdernes gæld.

For måske er vi i grunden alle små løgnere – mennesker som vi er - til falds for sindsstemninger og begær – men tænk hvis vi kunne bruge vores løgne – ikke til at forøge, men til at nedskrive hinandens gæld, som himlen har slettet vores…