Thomas Høg Nørager: Prædiken 4. søndag i advent

Holdt i Stefanskirken den 19. december 2021

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-anden-raekke

---

Det er en vild tekst vi just har hørt. Men nogle gange, tror jeg man går fejl i byen hvis man bagud vendt vil prøve at dissekere en sådan tekst, og vride den for oprindelig betydning. For spørgsmålet er måske ikke, hvad teksten engang betød; men hvad den kan betyde… så i stedet for at spørge: hvad siger teksten; så spørge: hvad gør den ved os… hvad sætter den i gang…

Når vi hører den her tekst om Johannes Døberen kommer jeg altid til at tænke på rocksangeren Father John Misty, hvis religiøse opvækst kombineret med et par syretrips har skabt et vidunderligt sprogunivers. I en af Father John Mistys sange kommer der en skøn fantasi om Jesus og Johannes Døberen, at de går der nede ved floden en fredag aften, ”Down to the river on a Friday night They talked about Mary like a couple of boys With nothing to lose, too scared to try”; altså, nede ved floden fredag aften, og så går de der og snakker om Mary – Maria, Lazarus søster måske; eller Maria Magdalene; hvem ved; men de taler om Maria som drenge nu gør det, og de har ikke noget at miste, og har heller ikke modet til at prøve, lyder sangen… ja, der går de altså de to Johannes døbereb og Jesus – de to fætre - og taler om det man nu taler om… Jeg synes det er en smuk fantasi…

Er det svært at forestille sig… er det for meget? Eller er det for lidt? Men historien og Johannes og Jesus har født et digt hos sangeren… hvad føder det hos os?

Kan I huske den der leg, der hed skibet er ladet med? Og så skulle man nævne alle de ord man kunne med et bestemt begyndelsesbogstav og så kunne der komme de mest syrede ord ud, og så måtte dommeren som tit var læreren så bestemme om ordet var ok, og man synes det var lidt kedeligt hvis dommen var for hård…

Kunne man også lege kristendommen er ladet med? Hvad er kristendommen ladet med? For er det ikke den leg vi skal lege? Kristendommen er ladet med kærlighed! Sådan! Det er vi enige om. Det står der i den store bog. Men hvordan? Du skal elske! Ja! Men hvordan? Ja, hvad er kærligheden ladet med? Kristendommen er ladet med liv! Sådan! Det ved vi. Du skal leve! Men hvor meget. Kan det blive for vildt. Hvem bestemmer i så fald det? Vi ved at vi skal leve, men hvordan? Ja, hvad er livet ladet med?

Den kristne livstydning sætter fantasien fri. Og det er farligt. Farligt for magten, hvis folk fantaserer om frihed f. eks. Spørg bare i Hong Kong. Måske også tættere på. Men den kristne livstydning sætter fantasien fri. Det er noget sjovt noget. For det er som om kristendommen først for alvor begynder der hvor de bibelske historier slutter.

I pinsen hvor den guddommelige ånd – Helligånden - blæses ud over menneskene, med budskabet om at tale i nye tunger; med budskabet om at tale på hinandens sprog, med budskabet om at drømme drømme og se syner, eller ordene fra biblens sidste sider: Se. Jeg gør alting nyt!

Nå, lad mig prøve at gå ind i en samtidsdebat:

Nogen mener at de frihedsrettigheder vi i dag hylder og tager for givet, det kan være kvindefrigørelse, det kan være rettigheder for homoseksuelle, det kan være religionsfrihed - at de landvindinger er sket i opposition til kristendommen. Derfor giver det ingen mening at hylde kristendommen som den har givet os de frihedsrettigheder og demokrati osv…

Det er jeg faktisk både enig og uenig i. For kirker i historiens løb har da fra tid til anden kæmpet imod alt for hurtige bevægelser.

Men som lærde folk har påvist, jo, så kan det nok være at en form for demokrati, første gang så dagens lys i det antikke Grækenland, ved at mænd med økonomien i orden fik lov at række hånden op. Men første gang i verdenshistorien at almindelige mennesker fra almindelige erhverv – tømrere og fiskere; og kvinder og børn ikke at forglemme -  fik en plads i verdenslitteraturen – ja det var igennem de bibelske skrifter; det er faktisk rigtigt.

Biblen er det første sted i verdenslitteraturen hvor kvinder børn og arbejdere får en ærværdig plads. Så det man med god ret kan sige er at i den bibelske litteratur – med dens person galleri fra Maria & Josef over Martha og Maria-Magdlene til Zakæus til Peter osv. fødtes ideen om at også almindelige mennesker havde noget at skulle have sagt. At almindelige mennesker har frihed og mandat til at tale, og derfra er vejen banet for frihedsrettigheder.

Det betyder ikke at kristendom er lig med demokrati; men det giver mening at sige: kristendommen er ladet med demokrati… i den forstand at i de kristne evangelier fik almindelige mennesker en stemme.  Og når almindelige mennesker opdager at de har en stemme, så er bevægelsen mod frihed allerede begyndt.

Og man kan sige at dette blik gør de kristne grundfortællinger aktuelle til hver en tid. For til hver en tid lyder spørgsmålet: har det almindelige menneske også i vores tid en stemme.  Er almindelige mennesker også i vore tid givet frihed og mulighed.

I forlængelse af de tanker kan man med god ret sige at den kristne livstydning er ladet med frihed, er ladet med mulighed.

Man kan også sige at kristendom er ladet med civilisation. Ikke fordi kirken eller dem der kalder sig kristne altid har opført sig civiliseret. Men fordi kristendommen påbyder mennesket at tro på Gud.

Et påbud om at tro på Gud kan lyde som det modsatte af mulighed og frihed, men det er det faktisk ikke. For ved at lade Gud være Gud bliver du sat fri til at være menneske. Så bliver du sat fri fra at skulle magte alting, vide alting forstå alting. Du sættes fri fra at skulle være Gud, deri ligger muligheden for at blive menneske…

Lad mig eksemplificere dette med teksten vi har hørt i dag. Scenen er ligefor: Johannes Døberen, vildmanden med det store skæg står og råber i ørkenen. Og både disciple og tidens religiøse og politiske ledere var nervøse. Var han i gang med at forføre? Så de sender folk ud for at spørge ham om, hvem han er.

Og så siger han den sætning, hvori hele evangeliet kommer til syne på én gang. ”Jeg er ikke Kristus”, siger han. Og dermed er alt sagt, for han siger hvad ethvert menneske burde sige: At det ikke er Gud og det ikke har tænkt sig at spille Gud. For Johannes ved hvad han er, et menneske og intet andet.

Og netop heri er friheden. Han ved, at han ikke skal præstere at kende alle sandheder, for han er ikke Gud – ikke Kristus. Han ved han ikke skal være ren og hellig, for han er ikke Gud. Han ved han ikke kan dømme andre, for han er ikke Gud: ”Jeg er ikke Kristus”, siger han.

Der er så meget snak, om at politik og religion skal holdes adskilt. Det er både rigtigt og forkert. Rigtigt i den forstand at de største humane katastrofer er indtruffet, når folk og politiske ledere har ment at have Gud på sin side. Forkert i den forstand, at netop religion kan lære os, at lade Gud være Gud og mennesket være menneske. Den kristne livstydning er ladet med civilisation.

Og lad mig her indskyde, for jeg indrømmer jeg tit har brugt denne logik vendt mod tidens politikere: Husk du ikke er Gud. Og jeg følte mig ungdommelig og oprørsk og sand, når jeg sagde det. Men det gælder jo også i vores forventning til vor tidspolitikere – og det kan vel være godt at minde os selv om: At vi heller ikke vi forventer det guddommelige af vor tids politikere – men nøjes med at forvente det menneskelige, inden vi stiller dem til ansvar alt mellem himmel og jord; at se at politikere er engagerede mennesker der har sat sig på en uriaspost for at tage en for holdet. Nå, men tilbage til fantasien.

Ja, for der går de så de to Johannes og Jesus langs jordan-flodens bred og hvad mon de spekulerer på, mens de går der ved vandet og taler om Maria. Og taler om hvad det vil sige at være eller ikke at være Kristus, hvad frihed betyder og hvad mulighed betyder

Kristendommen er ikke lig med fantasi – men kristendommen er ladet med fantasi … Adventstroen, at vi stadig har godt i vente. Man kunne også kalde det håb. Skibet er ladet med håb.

Og i stedet for at spørge: hvad sagde teksten, så spørge: Hvad sætter den i gang?… Hvad gør det ved os? For kristendommen er ladet med håb.