Prædiken af Agnete Veit

Holdt i Stefanskirken 1. søndag i Fasten, d. 6. marts 2022

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-anden-raekke

---

En klog kvinde sagde engang til mig, at der ud over de ti bud også findes et uskrevet 11. bud – nemlig at man ikke skal sammenligne sig med andre. På sin vis klinger dette bud allerede med iblandt dem, Moses bar ned fra Sinaj, og det gennemsyrer – som en nærmest uundgåelig følge af budskabet om Kristus – mange af det Nye Testamentes tekster og fortællinger: Man skal ikke sammenligne sig med andre. 

Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi mennesker ikke kan lade være med at gøre det. Sammenligninger gør vi os alle skyldige i. Vi måler os med hinanden og gør derfor ofte hinanden til målestokke for bedømmelsen af os selv. Ja, de færreste vil vel benægte, at ønsket om at gøre det bedste, man nu engang kan, til tider overskygges af ønsket om også at gøre det bedre end alle de andre – og så er noget jo sjældent godt nok. Samtidig gælder det også omvendt, at vi gør os selv til målestokke for bedømmelsen af vores medmennesker, når vi for eksempel interesserer os for, om andre nu er klogere eller dummere, smukkere eller grimmere og mere eller mindre lykkelige end os selv.

Det spørgsmål, som optager Jesu disciple i dagens evangelium, er derfor heller ikke fremmed for os: De var nemlig, som det hedder, kommet i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Denne kappestrid finder egentlig sted skærtorsdag aften, lige efter at Jesus ved aftensmåltidet har indstiftet nadveren og forudsagt ikke blot sin egen død, men også at det er én af disciplene, der skal overgive ham til bødlerne. Det gav anledning til spekulation rundt om bordet: Hvem var mon denne forræder, som sad i deres midte og foregav at være deres og ikke mindst at være deres Herres ven? Og diskussionen om, hvem af dem, der som forræder måtte regnes for den ringeste discipel, gled altså, som vi hører det, over i en diskussion af, hvem der så var den største. Særligt Peter har vel ført sig frem her; for til Peter, som egentlig hed Simon, siger Jesus til sidst: Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig for at din tro ikke skal svigte, og når du engang vender om, så styrk dine brødre!. Sigten i Satans hånd er her et billede på den splittelse, som sammenligningen forårsager. Ligesom sigten skiller hvedeskallerne fra det malede mel, sådan truer også disciplenes begær efter hver især at blive regnet for den største med at splitte dem ad. For mens sammenligningen også kan være en drivkraft, som ansporer os til at gøre os umage og dygtiggøre os, så bærer den som bekendt kimen til splid og misundelse i sig. 

Og der findes næppe nogen historie, der illustrerer sammenligningens problem så radikalt som den, der fortælles i dagens gammeltestamentlige læsning, i historien om Kain og Abel: For i sit skuffede ønske om at vinde anseelse hos Gud med sit afgrødeoffer, blev Kain, som der står, meget vred og gik med sænket hoved. Hvorfor blev Kain vred? Var det ikke først og fremmest, fordi han måtte ærgre sig over sig selv og sine mangler, når han så, at hans egen lillebror opnåede, hvad han ikke selv kunne? Og den selvlede, som udsprang af sammenligningen, ja, af begæret efter at være den største, den lod Kain i sidste ende gå ud over sin bror, med ubærlige konsekvenser til følge – for Abel og ikke mindst for ham selv.

Så galt går det gudskelov ikke altid, når misundelsen er på færde. Men at sammenligningen truer med at kaste en skygge over os selv og vores tilværelse med hinanden, viser historien om Kain og Abel med al tydelighed. Sådan lyder det også i en gammel tysk Bibeloversættelse, at Kain blev vred og hans ansigt formørkedes. I formørkelsen så han ikke andet end sig selv, og hans bror Abel stod ikke længere for ham som et medmenneske, men derimod kun som den målestok, han ikke selv kunne leve op til. I misundelsens mørke kunne Kain heller ikke se sig selv klart, for han var omvendt reduceret til én, der ikke kunne leve op til målestokken, ja, til en skygge af den, han gerne ville være. Gennem sammenligningen kom han – som det hedder med et lidt bedaget udtryk – til at stå sig selv i lyset, og det vil sige modarbejde sig selv. For da han lod misundelsen drive sig til vanvid og vendte sin vrede udad imod sin bror, gjorde han jo i sidste ende sin egen tilværelse ubærlig. Ja, han blev, som der står, fredløs og flygtning på jorden. Og dét er måske fortællingens mest afgørende pointe, nemlig at vi alle på sin vis bliver fredløse i sammenligningen og misundelsen – selv når den ikke får så grelle konsekvenser. For dér, i sammenligningen, kan vi ikke hvile – hverken i os selv eller i fællesskabet med hinanden. 

Det kunne Jesu disciple heller ikke. De kappedes om, hvem af dem, der skulle regnes for den største og bedste. De interesserede sig jo– som de fleste af os gør – for rangfølgen og skændtes om den, for der skulle være op og ned, og hver især ville de helst være oppe. Men, siger Jesus til dem, … den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. Og med den bemærkning undergraver han sammenligningens forestillinger om op og ned og trækker tæppet væk under ikke bare disciplenes diskussion, men under hele den kappestrid, der altid er mellem mennesker om at være den største og den bedste.

Det betyder jo ikke, at vi så i stedet skal til at kappes om at være de mest ydmyge og tjenstvillige, for vil vi være store ved at gøre os små, da er kappestriden stadig den samme, blot med omvendt fortegn. Den tjeneste, Jesus taler om, er ikke én, der kræver fortjeneste for sin indsats, eller én, man kan rose sig af. Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Med det udsagn understreger Jesus netop, at den slags tjeneste, som man under navn af velgørenhed lader blive en juvel i ens egen krone og bruger til at stive sig selv af med, den er i grunden en form for magtdemonstration, ja, en måde at vise, at så store er vi, at vi har overskud at øse af til dem, der er mindre og svagere end os. 

Sådan skal I ikke være, siger Jesus, og når han derefter fortæller disciplene, at lederen skal være som den, der tjener, er det altså ikke for at erstatte deres konkurrence om at være den største med en ny konkurrence om at være mindst på den største måde. Nej, meningen er tværtimod at vi helt skal lade sammenligningen ligge, at vi skal se stort på vores egen størrelse og i stedet lade det dreje sig om, hvad livet og vores medmennesker kræver af os. Men kan vi overhovedet det? Er det på nogen måde muligt for os sådan at se stort på vores egen størrelse?

Nej, det er det nok ikke, for selvom de fleste af os nok kan skrive under på, at livet som oftest er størst og bedst netop i de øjeblikke, hvor vi glemmer os selv, så ved vi jo også, at øjeblikke som dem ikke rigtig lader sig fastholde eller kan fremtvinges ved vores egen viljes kraft. For paradoksalt nok er det, der står i vejen, jo intet ringere end ønsket om, at netop vores liv skal være det største, bedste og lykkeligste. I dette ønske er der ingen selvforglemmelse, for det bærer utilfredshedens og sammenligningens uro i sig. 

Bøjer jeg mig så dybt, som jeg kan, vokser min verden sig stor – disse linjer står på forfatteren Tom Kristensens gravsten og stammer fra et af hans digte, som sikkert er blevet brugt i mange prædikener før denne. I digtet, som er fra 1927 og bærer titlen ”Græs”, ligger ”jeg’et” på jorden imellem høje græsstrå, og fra dette nedbøjede perspektiv, vokser [hans] verden sig stor. Inde fra stråene hører han så en stemme, der kalder og beder ham om at komme. Men med en form for barnlig trodsighed tøver han, for han vil ikke give slip på sit gamle perspektiv, på sit eget ønske om storhed, ja på sig selv. Men, slutter han, når mit vanvid er omme, når mine drømme om storhed er omme, da vil jeg komme, da vil jeg komme, da er jeg lille og lykkelig nok.

Dét, Jesus fortæller disciplene med de ord, som også lyder til os i dag, er, at deres drøm om storhed allerede er blevet opfyldt – godt nok ikke på dén måde, som de forventede, og heller ikke af dem selv, men af ham: For hvem er størst? spørger han, den, der sidder til bords, eller den, der tjener?, det er jo efter almindelig opfattelse dén, der sidder til bords, Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Med disse ord forkynder Jesus, at Gud selv gør, hvad vi ikke kan. For Gud ser stort på vores størrelse ved i Ham at give os en plads ved bordet i hans Rige helt uden hensyn til fortjeneste og rangfølge. I nadvermåltidet kort forinden havde Jesus rakt sig selv til disciplene uden at spørge om op eller ned, for hans tjeneste gjaldt dem alle, både forræderen Judas og Peter, som få timer efter skulle svigte ham for at redde sit eget skind. Sådan rækker han også sig selv til alle os, der ligesom disciplene er mennesker på godt og ondt, for at vi kan vide, at hverken vores storhed eller salighed afhænger af os selv, men af Hans tjeneste. Og når vi hører dette budskab – og det glemmer vi hele tiden og må mindes om det igen og igen – så har vi selv fået en plads ved bordet, en plads, som befrier os fra sammenligningens uro. Dér sættes vi fri til at hvile i os selv og i fællesskabet med hinanden, dér er vi små og lykkelige nok.