Søndag Septuagesima 

Prædiken af Thomas Høg Nørager

Holdt i Stefanskirken på Nørrebro den 13. februar 2022 

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-anden-raekke  

---

 Glædelig søndag, kære venner. Jeg har jo glædet mig til igen stå her og vi kan holde gudstjeneste sammen. ”Keder I jer?” … Det hører man jo ellers fra tid til anden. Mennesker som ikke vil gå i kirke fordi de finder det kedeligt. Et i grunden lidt ildevarslende argument. For hvad er der nu galt med at kede sig. Jeg har altid fundet det skønt at kede mig.

Jeg øver det faktisk også med konfirmanderne – altså de unge mennesker som går ’til præst’ som det hedder og som her til foråret skal konfirmeres. Så fra tid til anden i undervisningen får de en bænk hver, som de skal lægge sig godt til rette på. Så sætter jeg noget dæmpet musik på og så læser jeg højt fra de bibelske fortællinger. Lige der kan det være svært at holde sig vågen. Men pointen er nu, at de faktisk godt må falde i søvn, ja faktisk vil det være helt godt hvis de faldt søvn. Hvorfor det? Jo, for hvis man kan falde i søvn er det fordi man føler sig tryg. Og føler man sig tryg, føler man sig hjemme – og føler man sig hjemme, ja, så er alt vundet – at føle sig hjemme er det modsatte af at føle sig fremmedgjort. Så ligningen bliver: at kede sig er vejen til at føle sig hjemme; aldrig at kede sig er vejen til at være fremmedgjort. Jeg skal nok prøve at uddybe det lidt mere;

 … men først er der en passage fra den ungarske forfatter Imre Kertész og fra bogen ’De skæbneløse’ som jeg gerne vil læse op. Imre Kertész, som døde i 2016, er jøde og skriver selvbiografisk om at være i, og komme hjem fra Hitler-Tysklands koncentrationslejre.

Scenen er at den unge mand er kommet hjem fra koncentrationslejrene efter 2. verdenskrig – mærket på sjæl og krop, er stået af bussen på den store plads i hovedstaden Budapest og prøver at svare en velmenende journalist som bliver ved med at spørge ind til koncentrationslejrenes helvede. Hvortil den unge mand som er kommet hjem fra krigen svarer:

”at helvede måtte enhver forestille sig som de bedst kunne og havde lyst til og at jeg for min part kun kunne forestille mig koncentrationslejren fordi den kendte jeg i hvert fald nogenlunde, hvilket ikke var tilfælde med helvede. Men hvis nu alligevel insisterede journalisten; og den unge mand svarer: ”Så ville jeg forestille mig helvede som et sted, hvor man aldrig kan kede sig; og i koncentrationslejren kan man sagtens kede sig, selv i Auschwitz – under bestemte forudsætninger, naturligvis.”

Når jeg tager denne passage med i dag og når jeg indledte som jeg indledte, så er det simpelthen for at spørge om vi som moderne samfund og som moderne mennesker er ved at bygge i et levende helvede, ved at opbygge et samfund og en livsindstilling hvor det er blevet forbudt at kede sig. Hvor ikke et minut må godt til spilde – hvor hvert minut skal bringe nytte – ja, hvor hvert et minut er fyldt ud – hvor alting er gennemkontrolleret. Og skulle der være et ledigt sekund flår vi telefonen op af lommen og fylder os med skærmbilleder og informationer – min pointe er ikke at telefoner er dårligt. Min pointe bare er at hvis vi aldrig giver os lov til at kede os har vi skabt et helvede for os selv

Det er som om vi har taget ordsproget om at lediggang er roden til alt ondt ud i en ekstrem, så ikke et minut må være ledigt, men heller ikke minut må være kedeligt – så vi har også skabt et samfund hvor vores arbejde skal være spændende, vores relationer skal være spændende… Hvorfor må det ikke være kedeligt at gå på arbejde, hvorfor må man ikke kærligt hygge sig med de mennesker som livet har bragt en, uden at bedømme alting på om det er spændende… man kan snildt kede sig sammen.

Man kunne også med Asger Jorn vende ordsproget om og sige at lediggang er roden til al kunst. Kun når vi keder os er der plads til at nye tanker kan opstå – kun når dagen ikke er gennemreguleret kan der begynde at opstå uforudsete ting. Diktatorer giver folket brød og skuespil - og mobiltelefoner– for diktatorer elsker mennesker der aldrig keder sig, for så har de hverken tid eller tanke til oprør.

Jeg tror ikke denne her fine og berømte tekst vi har hørt i dag handler om penge og om børsspekulation.

Vi hører om Herren der skal rejse og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han.

Og vi hører om hvordan de første to gør gode forretninger, og fordobler deres betroede værdig, mens den sidste graver sin betroede værdi ned – og vi hører hvordan de første får ros og den sidste får det glatte lag. Og vi møder den berømte lex Matthaei – Matthæus’ lov. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og det løber os koldt ned ad ryggen.

Men hvad nu hvis denne beretning er billedtale, som de bibelske beretninger jo er. Så skal vi spørge os selv hvad fortællingen er billedet på. Og for at gøre en lang historie kort, så handler alt i kristendom og den bibelske verden om relation.

Om mennesket der ikke kan være alene fordi det er skabt til fællesskab, skabt til relation. Relation med naturen; med kloden – det er skabelsestanken. Relation mennesker imellem – det er næstekærlighed og fjendekærlighedstanken. Og relation mellem Gud, verden og menneske – det er forsoning og tilgivelsestanken – og så i øvrigt er tanken om Gud som bliver menneske i de bibelske grundfortællinger alt sammen et fantastisk sprog for at alt handler om relation.

Og relation har det fænomen over sig at det på sin vis er ukontrollerbart. En relations kendetegn er at to selvstændige størrelser indgår i et eller andet svarforhold. Men den ene kan (og skal) ikke kontrollere den anden.

Hvis vi mennesker vil kontrollere hinanden, så dør vores forhold (er det mon derfor så mange bliver skilt) fordi vi troede vi kunne kontrollere og bestemme hvordan den anden skulle være.

Og er det ikke det samme med klimakrisen. Vi har efterhånden gennemreguleret og kontrolleret og udnyttet vores klode i en grad, så den er ved at dø. Og er det derfor mange mennesker vender sig bort fra det guddommelige – fordi det er indbegrebet af det vi ikke kan kontrollere.

Og er det derfor det er forbudt at kede sig – for i kedsomheden kan der opstå tanker vi ikke kan kontrollere.

Jeg tror helt simpelt at den sidste gut vi hører om i dagens tekst, ham som graver sit talent ned er billedet på den der vil kontrollere alt og derfor træder ud af enhver relation – for relation er lig med det ukontrollerbare.

Vil kontrollere livet, vil kontrollere venskab, vil kontrollere sin partner, vi vil kontrollere kloden, men som filosoffen Hartmut Rosa siger, ”en verden der er fuldstændig kendt, planlagt og styret, ville være en død verden.”

Og når vi hører om den gut i dag der får det glatte lag og bliver sendt ud i mørket, så handler det ikke om en urimelig streng straf, så handler det om en selvopfyldende profeti som vi allerede kender alt for godt. Den der vil kontrollere sin partner, ender med at miste hende. Den der vil kontrollere kloden, ender med at ødelægge klimaet. Ja, selv det lidt der var, ender man med at miste.

Men i relationen, der hvor den også anden får lov at tale med sin stemme, der hvor vi ikke kan kontrollere alting, der hvor vi lytter – måske også til stilheden - der hvor vi også engang imellem kan risikere at kede hinanden, og blive udsat for noget vi ikke havde planlagt, der kan alting opstå – og der i den ukontrollerbare relation bliver vi per definition givet mere end vi kunne forvente: der bliver det lidt vi havde, til meget mere.

Jeg håber I har kedet jer! Amen.