Prædiken af Thomas Høg Nørager 2. søndag i fasten

Holdt i Stefanskirken den 13. februar 2022

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-fasten-fra-anden-raekke   

-----------------

Man binder os på mund og hånd,

men man kan ikke binde ånd,

og ingen er fangne, når tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her,

som styrkes i sit eget værd,

når bare vi kæmper for det, vi ka li.

Den, som holder sjælen rank, ka aldrig blie træl.

Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.

Det lover vi med hånd og mund,

i mørket før en morgenstund,

at drømmen om frihed blir aldrig forbi

Denne PH-vise fra 1940 fik lige fra første færd en enestående historisk betydning. Den blev et af besættelsestidens samlingssymboler i kampen mod den nazistiske besættelsesmagt. Ser man på teksten isoleret, så præsenterer den sig som en sang om den frie kærlighed – om lidenskabens ret og om ægteskabets snærende bånd. Dermed undgik den censur.

Alligevel opfatter de fleste ikke sangen som en kærlighedssang, men som en modstandssang – en sang om kampen mod undertrykkelse. Det skyldes naturligvis først og fremmest sangens sidste vers, der giver sangen en tematisk drejning og former sig som en hyldest til friheden og en energisk opfordring til at bevare selvrespekten – også under vilkår hvor en fremmed magt forsøger at gøre os til trælle: Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd,

Hvor har de ord igen fået frygtelig aktualitet, her på vores eget europæiske kontinent hvor vi troede vi var vokset fra vanvittige diktatorers tyranni. Nu er det ikke længere fjernt og langt væk. Det er tæt på, som kun vores bedsteforældre kan huske det.

Det er et interessant forhold at vi godt ved at den PH-vise som jeg reciterede fra har mere end et lag; en sang som vi ved handler både om den personlige frihed i forhold til kærligheden / og så den politiske frihed i forhold til besættelsesmagten.

Måske vil vi stå os godt hvis vi læste de bibelske tekster ligeså klogt. Som tekster og fortællinger med flere lag. Både eksistentielle personlige lag; og samfundsvendte politiske lag.

Vi har just hørt teksten om en drengen der er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst overvælder den ham, kaster ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Og vidste vi ikke bedre kunne det være en lidt naiv fortælling om en dreng der havde epilepsi; men da teksten her bliver skrevet da er Israel besat af romerne; som Danmark var besat af nazisterne og Ukraine nu forsøges besat af Putins Rusland.

Er drengen mon billedet på det lille land som er blevet besat af overmagten og kæmper for at slippe fri – men ikke ved hvordan og bliver mere og mere desperat. I hvert fald er er figuren om den lille der kæmper mod den store et billede både vi og datidens mennesker genkender fra bibelhistorien. Det slavegjorte hebræiske folk der med Moses i spidsen og mod alle odds kæmper sig ud af Faraonernes Egypten; eller den lille David der med en stenslynge i hånden kæmper mod den overmægtige Goliat. Ordet om at selv det mindste menneske er skabt i Guds billede.

Når PH-skriver en vise har vi ingen problemer med at se alle lagene og de skjulte betydninger i teksten; skulle ikke det samme gøre sige gældende for den bibelske poesi; at den besatte dreng er billedet på det besatte land der river og slider for at gøre sig fri; eller måske ikke bare et billede på det lille land; men måske endda billedet på det lille menneske, frihedskæmperen, frihedselskeren der slider og kæmper for at gøre sig fri; måske et skuffet menneske der ikke kan forstå at resten af verden ikke gør noget; der som en trykkoger eksploderer i desperation over magtesløsheden over ikke at kunne gøre noget…

Og denne tekst blev måske læst op i huler og i kældre og på lofter hvor de første kristne blandede af jøder og hedninger der delte brødet og vinen imens de gemte sig for dem der havde slået Jesus ihjel, imens de måske sang sætninger der kunne minde om PHs: Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd…

For det var deres historie det var deres erfaring og det var deres håb, at uanset overmagten, så kunne man ikke binde ånd… og denne fortælling om drengen som kunne forstås både som et billede på det besatte land og billedet på en frihedskæmper der var ved at give op, undgik måske romernes censur, fordi det mest af alt bare lignede en fortælling om et epilepsianfald,

Og ligesom PHs vise kunne blive en sang om håb og modstand, kunne denne lille fine tekst om den besatte dreng overleve censuren og blive til en tekst om overlevelse og modstand… Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd…

Jeg læste et bemærkelsesværdigt interview med Michael Ignatieff; Michael Ignatieff er canadisk politisk filosof, forfatter, forhenværende leder af det liberale parti i sit hjemland og forhenværende rektor ved Det Europæiske Universitet i Budapest. Har gennem årtier været en toneangivende global intellektuel, som har forsvaret den liberale internationalisme. Og så har han været erklæret ateist og ligefrem, ja, bekæmpet Gud som han siger. 

Men hans seneste bog fra 2021 handler om nu ikke bare om politisk filosofi, men den handler om, hvordan vi kan give mening til lidelse og død, om hvordan vi trøster hinanden og os selv, når vi er oplever tab, som grundlæggende er meningsløse. Og netop konfronteret med krigen bliver forholdet til det meningsløse dødsfald og behovet for trøst accentueret.

Og så siger han noget både smukt og bemærkelsesværdigt, han siger:  »Trøst er den vigtigste form for solidaritet, som ét menneske kan vise over for et andet« Hvorfor er våben ikke den vigtigste form; eller hvorfor er helbredelse ikke den vigtigste form; hvorfor er trøst den vigtigste form for solidaritet, som ét menneske kan vise over for et andet?

Michael Ignatieff fortæller i sin bog at han under en koncert i en kirke i Utrecht blev overvældet af følelser fra et religiøst udtryk og fandt trøst i religiøse tekster… og siger så:

»Hvad betyder det egentlig, at jeg har et problem med Gud? De her ord og sange er blandt de dybeste fortællinger, vi har om, hvad det vil sige at være ensom og bange. Og hvis du læser dem, oplever du en solidaritet gennem tiderne. Hvis du åbner den dør, er det lige meget, om du er troende: Du får en enorm indsigt i den menneskelige karakter, og du får den oplevelse, der er nødvendig, hvis du skal overkomme din fortvivlelse: Jeg er ikke alene. Nogen har været her før mig og følt det samme som mig nu. Og helt ærligt, vi mennesker har brug for al den hjælp, vi kan få.«

»Trøst er den vigtigste form for solidaritet, som ét menneske kan vise over for et andet«

Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd…Amen.