Prædiken af Thomas Høg Nørager midfaste søndag

Holdt i Stefanskirken den 27. februar 2022

Se teksterne her: https://www.bibelselskabet.dk/midfaste-fra-anden-raekke  

---------

I dag har vi fejret barnedåb. Og jeg kunne godt tænke mig at zoome ind på en af de bevægelser som blev foretaget i forbindelse med barnedåben. Nemlig tidspunkter lige inden præsten spørger om barnets fulde navn. Her slås korsets tegn både for dåbsbarnets pande og dåbsbarnets bryst; ”modtag det hellige korses tegn, både for sit ansigt og for sit bryst”.

Her kunne man med rette måske spørge hvad præcis den bevægelse betyder. Betyder det at man slået til korsridder. Indvies man nu i en hellig loge af de udvalgte; Ridderne om den Hellige Sankt Stefans bord? Men nej, sådan skal ikke forstås. Man skal forstå korstegnelsen som fortegn. Og det rette spørgsmål at stille i denne sammenhæng, det er: Hvad er fortegnet for dit liv?

Man kunne bedst illustrere pointen hvis vi bytter tegnet ud med et andet. Forestil jer vi mødte her i rummet til fejringen at et lille nyt liv og så sagde vi: Modtage dette dollartegn ($) for dit ansigt og for dit bryst til et vidnebyrd om at det vigtigste i livet er at tjene penge og den måde du beviser dit menneskeværd på, er ved at tjene penge. Men nej, vi slår korsets tegn for korset er et kærlighedstegn.

Korsets tegn betyder at kærlighed skal være fortegnet for dit liv. At kærlighed skal være det prisme vi ser livet, hinanden og os selv igennem. Som det lød i salmen tidligere i gudstjenesten: ”I skal se med kærlighedens øjne, alt det skabte skal I passe på.” At se med kærlighedens øjne, er det ikke et vidunderligt udtryk? At se ikke med udnyttelsespotentialets øjne, men med kærlighedens øjne.

Det der med fortegn, er en interessant ting, vi ser det tydeligt når det kommer til vores madkultur. Før i tiden, var det almindeligt med en bordbøn før man spiste. En bøn hvor man sagde tak. Måske nogen husker Jeppe Aakjærs fine digt fra 1906 om rugen der høste og bæres ind, hvor kornet ses som både fin gæst og en gave; i digtet lyder det: Den kære rug var gæsten, som gjorde hvert et barn så spændt; se, far han lægger vesten og ser så indadvendt: En skælven i et ydmygt sind, en bøn til altets skaber, før avlen bringes ind.

I dag har de fleste glemt alt om et ydmygt sind. Ingen skælver længere. Ingen overvejer længere at sige tak. Det interessante er nu at vi ikke har smidt fortegnet ud vi har bare byttet det ud med et andet. Man kunne ellers godt få den tanke at vi ikke længere har brug for den gamle overtro og derfor har vi droppet bordbønnen. Men se man efter har vi tilsyneladende stadig brug for at fortegn. Vi har blot erstattet et fortegn med et andet.

I dag er blevet almindeligt ikke at indlede måltidet med en bordbøn, men i stedet undertiden høre på at måltidets kok holder en alenlang indledningsforelæsning om menuens helt særlige sammensætning. Vi hører om et stænk krydderi og den eksotiske lage; både langtidsstegt og koldhævet og dyrket lokalt og med en historie. Og vi siger ikke længere tak for mad; vi siger: Hvor smagte det godt; især det med lagen. Ih hvor er du dygtig. Lad os klappe af kokken. Sikke en kreatør. Kom og få din ros, din anerkendelse. Skål!

Vi troede vi var blevet klogere da vi skiftede bordbønnen ud, men kokkens præsentation. Som et udtryk for den moderne verden der ikke behøver overtro. Den moderne verden, hvor vi selv er skabere af alt der er værd at beskæftige sig med. Men vi er ikke er holdt med at tro. Vi har bare skiftet taknemlighedens fortegn ud med nydelsens fortegn. Vi er ikke som Jeppe Aakjærs mennesker der takker altets skaber, nej i stedet roser vi kokken; ikke for maden, men for smagen og anretningen. Skulle det være klogere?

Vores fortegn for jorden, for mad er ikke længere taknemmelighed; vores fortegn er nydelse. Og det rette spørgsmål at stille i denne sammenhæng, det er: Hvad er fortegnet for dit liv?

Baggrundsscenen for dagens evangelium er ikonisk. Vi har just hørt fortællingen, hvor Jesus siger om sig selv, at han er livets brød. Og at den der tror på ham aldrig skal sulte. Og så har vi hørt et lidt underligt ordspil:  ’Sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte’.

Og netop den ordveksling bringer os til baggrundscenen. Det er nemlig den berømte fortælling hvor Jesus har mættet fem tusinde mennesker ud af 5 brød og 2 fisk og endda fået 12 kurve mad i overskud. Selvfølgelig en af den slags mirakelberetninger som kan få fundamentalistiske ateister og andre der ikke er så gode til at læse indenad til at få kaffen galt i halsen. For andre, som er bedre til at læse indenad, er det en ikonisk fortælling, fordi den med et meget simpelt billedsprog, siger helt utrolig meget.

Her hvor vi kommer ind i fortællingen har menneskemængden som havde oplevet at få stillet deres sult på bjerget nu opsøgt Jesus. De vi gøre ham til konge. For dem er han en rockstar. En genial kreatør. Udtryk for det sublime. I deres øjne er Jesus kokken over alle kokke. Og som vores moderne tid har lært os: Ingen er større en kokken.

Men så er det han kommer med det her lidt underlige ordspil:  ’Sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte’.

Jesus afviser at brødet som gjorde dem mætte i sig selv er noget; han siger at ved at fokusere på brødet overser de det egentlige. Han siger at ved at fokusere på kokken, så overser de det egentlige. De har oplevet et mirakel, nemlig at de denne dag blev mætte og det måske endda smagte godt, hvem ved? Men derved overser de det egentlige mirakel; det sande mirakel: At livet findes, at jorden findes, at maden findes, som Inger Christensen digter det: abrikostræerne findes, abrikostræerne findes; bregnerne findes; og brombær, brombær og brom fndes; og brinten, brinten// cikaderne finde cikorie chrom og citrontræer findes; cikaderne findes; cikaderne, ceder, cypres og cerebellum// duerne findes; drømmerne, dukkerne dræberne findes; duerne, duerne; dis, dioxin og dagene; dagene findes; dagene døden; og digtene findes; digtene, dagene, døden//

Alt dette findes som en umotiveret gave, før nogen kok overhovedet har skrællet den første kartoffel.

Jesus punker dem for, ikke at se betydningen bag brødet. De er glade for at være blevet mætte, men de ejer slet ikke taknemmelighed til altets skaber for den kærlighed der ligger i brødets symbolkraft. En kærlighed der langt overgår hvor lang tid mætheden af brødet vil vare.

Det er ikke miraklet de skal tro på; det er kærligheden – livets overskud - de skal tro på! Og det er kærligheden der skal være vores mad; for brød forgår – kærlighed består. Når vores øjne går op for det, så opdager vi at vi aldrig vil sulte. Ja, abrikostræerne findes. Og for det siger vi tak.

I den kristne tradition er blikket for symbolsproget af yderste vigtighed. Og i den kristne tradition står Jesus – ikke som kok – men som symbolet på den sande kærlighed. Og har vi øje for det, så hører vi det også rigtigt når Jesus om sig selv sige : »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

For da lyder det: Kærlighed er livets brød. Den der kommer til kærligheden, skal ikke sulte, og den der tror på kærligheden skal aldrig tørste. 

Det er derfor der slås korsets tegn og ikke dollartegn for vores ansigt og for vores bryst; for vi er givet kærligheden og taknemligheden som fortegn. Amen.